bdk mobile uniE60C flickr twitter facebook instagram youtube search location minus plus cross materialer hammer pen

Historicismen dominerede i Europa, herunder Danmark, ca. 1850-1900. Perioden var kendetegnet ved stilblandinger, hvor de historiske stilarter blev imiteret og sammenstillet på nye måder. Tidens bygninger er ofte stærkt dekorerede, bl.a. ved hjælp af nye materialer som cement, støbejern og stuk.

Baggrunden for historicismen var, at man i starten af 1800-tallet havde etableret et stilbegreb, en historiebevidsthed og den kunsthistoriske disciplin, hvorved man kunne kategorisere fortidens bygningsværker stilmæssigt. 

Nu skulle stilen passe til bygningstypen, og ofte blev italiensk renæssance anvendt til bankbygninger (fordi bankvæsenet er knyttet til renæssancen i Italien), romansk stil og gotik til kirker (fordi middelalderens katedraler ansås for at være fuldkomne udtryk for en religiøs følelse), hollandsk renæssance til herregårde (fordi de danske herregårdes blomstringstid lå i 1500-tallet) etc.

Epoken lagde vægt på dekorationen af facaden som det dominerende udtryk snarere end bygningernes indre rum. I Danmark fik perioden en ”europæisk” domineret retning, anført af Ferdinand Meldahl, der lagde vægten på frodigt dekorerede facader, ofte med præfabrikerede dekorationselementer (”stukarkitekturen”), og en mere nationalt domineret strømning, der lagde vægt på synligt murværk og danske materialer (tegl, træ, granit). Sidstnævnte retning, som J.D. Herholdt var bannerfører for, gav senere anledning til nationalromantikken.

Støbejernet stod som materiale centralt i perioden, hvis mest originale bygninger ofte er den nøgne, brugsorienterede ingeniørarkitektur som broer, haller og drivhuse.

Behovet for arbejdskraft til det nye industrisamfund og den heraf følgende vandring fra land til by førte i anden halvdel af 1800-tallet til et byggeboom i spekulationsbyggeri, hvor bygningernes gadefacader blev rigt udsmykket med præfabrikerede gips- og cementornamenter, men hvor de uudsmykkede gårdfacader dannede rammen om usunde, tæt bebyggede gårde med baghuse (Gammelholm i København er et eksempel).

Den hollandske renæssance fik et "comeback", idet man yndede at imitere den særlige renæssancestil fra Christian IVs tid. Forbillederne var bl.a. Rosenborg Slot, Frederiksborg Slot og de mange herregårde i denne stil, men forskellen blev nu, at dekorative detaljer, der oprindeligt var i sandsten, nu blev udført i cement. Især arkitektbrødrene August og Vilhelm Klein gjorde denne stil til deres varemærke. 

Rundbuestil er navn for en særskilt stilblanding, der i tiden ca. 1850-1900 imiterede den romanske stil; ofte sammenblandet med andre stilelementer. Det gennemgående strukturerende element er rundbuen – placeret over vinduer og døre. Oftest står facaderne i blankmur. Mange provinskøbstæder har forstadsbebyggelse i rundbuestil, og stilen var også populær til jernbane- og industribygninger. 

Palæstil bruges ofte til at betegne en periode, der blander klassicisme og rokoko, ca. 1895-1905. De pompøse huse har næsten altid pudsede facader i lavt relief og ofte rokoko-elementer såsom attikaer, store valmtage eller mansardtage samt liséner. Andreas Clemmensen krediteres ofte som ophavsmand til stilen.

Se filmen om historicisme i Danmark:

Test din viden i vores quiz om historicismen her