Ny portal giver husejere gratis råd om bygningskulturen

26. aug 2009 - Bygningskultur Danmark


Ny portal giver husejere gratis råd om bygningskulturen
I Danmark er der registreret ca. 9.000 fredede og ca. 300.000 bevaringsværdige bygninger. Men mange husejere har desværre lille eller måske slet ingen viden om de særlige kvaliteter, deres fredede eller bevaringsværdige hus rummer og risikerer uforvarende at ødelægge kulturhistoriske eller arkitektoniske værdier. Bygningskultur Danmark lancerer derfor "Bygningskulturportalen" på www.bygningskultur.dk, der som den første web-tjeneste i Danmark samler gratis rådgivning om bevaringsværdier og stil i egen bolig, en ordbog og en stilguide der kaster lys over alle fagudtryk og arkitektoniske strømninger, og en landsdækkende guide til håndværkere med speciale i fredede og bevaringsværdige bygninger. Portalen tilbyder desuden den hidtil mest detaljerede nyhedsopdatering om emnet og overblik over arrangementer i hele landet, som handler om bygningskultur eller bygningsbevaring. Og så er portalen et åbent forum for alle, der vil blande sig i diskussionen om hvorvidt en bygning skal ”Bevares eller bulldozes,” gerne vil oprette en profil til sit eget hus eller på andre måder indgå i et netværk og interessefællesskab omkring vores by- og bygningsarv.

Opret en profil til huset og få gratis rådgivning
Som husejer kan man nu over hele landet oprette en profil til sig selv og sit hus på portalen Bygningskultur.dk. Bygningskultur Danmarks eksperter tilføjer så en kortfattet beskrivelse af den stil og de bevaringsværdier, huset repræsenterer, hvorefter man løbende kan få gratis råd og vejledning fra portalens ekspertpanel.

Uden for hjemmets egne fire vægge sker der også masser på bygningskulturfronten, og den hidtil mest omfattende kalender om emnet viser vej til arrangementer i hele landet.

”Ambitionen med portalen er at den skal være et levende forum, som ud over gratis rådgivning og guides om bygningskultur hele tiden sætter spot på nye emner med temaartikler og indlæg fra de mest indsigtsfulde og engagerede eksperter på området. Portalen er således et vigtigt redskab i vores bestræbelser på at gøre bygningskulturen til en folkesag,” siger Birthe Iuel, præsident for Bygningskultur Danmark.

Bygningskulturen bringer blodet i kog i lokalsamfundet
Birthe Iuel understreger, at bygningskultur fortæller om de steder vi bor, arbejder, tager på ferie eller bruger som udflugtsmål. Steder som får os til at standse op i farten for at beundre et særligt bygningsværk eller måske begræde en dårligt vedligeholdt bygning. Steder som er en del af vores fælles historie og kulturarv og derfor vedrører os alle, uanset om vi er bevidste om det eller ej.

”Hidtil har der ikke været et officielt samlingspunkt for både professionelle, almindelige husejere og alle andre med interesse i historiske huse og bygningsbevaring i byerne og på landet. Samtidigt ved vi, at der ofte opstår passionerede diskussioner ude lokalt om, hvorvidt en bygning skal bevares eller rives ned. Eller om hvorvidt naboens reparationer eller ombygning er tro mod husets oprindelige stil. Når først bygningskulturarven kommer på dagordenen, sætter den tanker og følelser i gang hos de fleste. Derfor har vi også søgt at skabe lidt livlig debat, ved at give brugerne mulighed for at lege smagsdommere ved at give bud på bygninger, der bør ”bevares eller bulldozes”, siger Birthe Iuel.

Den nye portal er blevet til med støtte fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond.

Yderligere information
Birthe Iuel, tlf.: 4557 1222. Mobil: 4085 3739. Email: birthe@birtheiuel.dk eller webredaktør Johan Hage på tlf. 2579 7608, Email: jdh@bygningskultur.dk


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget