Mærsk og Bygningskulturen | 17. april 2012 Anbefal nyhedsbrev

 

Mandag døde Mærsk Mc-Kinney Møller, 98 år gammel. Som formand for A.P. Møller Fonden havde han væsentlig betydning for den danske bygningskultur, både med kontroversielle nyopførelser som Amaliehaven og Operaen, men også med gavmilde donationer til kulturarvsstykker som Fregatten Jylland, Kastellet, Søkvæsthuset, Dragsholm Slot, Fredensborg Slotshave, Vordingborg Slotsruin og mange flere steder. Ny formand for Almenfonden er datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Med venlig hilsen

Johan Hage, Projektleder, Bygningskultur Danmark

Kulturministeren imod kunstfredning
Flere fagfolk og kulturpolitikere har reageret på Herlev Hospitals nyindretning af en etage, der fjernede den oprindelig Poul Gernes udsmykning, ved at kræve politisk handling. Kulturministeren afviser fredning som en mulighed i en artikel i Politiken. Til gengæld har ministeriet taget initiativ til et konkret samarbejde med Herlev Hospital. Læs mere.
Carlsberg Byen får nye ejere
Et konsortium bestående af Realdania, Carlsberg, PFA Pension, PenSam og Topdanmark vil i fællesskab stå for udviklingen af Carlsberg området. Værdien af transaktionen udgør cirka 2,5 mia. kr. og er dermed den største private transaktion inden for ejendomsudvikling i Danmark. Læs mere.
OL-flammen som kulturarvsgidsel
Under parolen "No Marbles, No Flame!" har flere grupper krævet at Storbrittanien returnerer den del af den berømte Parthenonfrise, som befinder sig på British Museum, før de kan få udleveret den olympiske flamme til sommerens olympiske lege i London. Det skriver Politiken. Læs mere.
Marienlyst Slot på udsalg
Helsingør Kommune skal på et byrådsmøde tage stilling til om kommunen skal sælge Nicolas-Henri Jardins klassiske mesterværk fra 1762, Marienlyst Slot. En gruppe borgere har dannet initiativgruppen "Marienlyst Slots Venner" for at forhindre et salg og for at skabe en alternativ løsning. Læs mere.
Klitmøller åbner Det gode liv ved kysten
Lørdag den 31. marts blev det nye foreningshus Hummerhuset og Foreningsvejen i Klitmøller indviet. De to projekter er en del af partnerskabsprojektet Mulighedernes Land, ”Det gode liv ved kysten”, mellem Thisted Kommune og Realdania. Læs mere.
Ny bog om udgravningerne i Jelling
I en ny bog tegner middelalderarkæologen Jens Vellev et detaljeret billede af de usædvanlige udgravninger i Jelling i sommeren 1861, hvor den unge arkæolog J.J.A. Worsaae førte Frederik 7.s planer ud i livet. Historie-Online har anmeldt bogen. Læs mere.
Skimmelsvamp i præstegårde
I en artikel den 2. april skriver Kristeligt Dagblad, at man gennem de sidste 10 år har fundet skimmelsvamp i over 100 præstegårde. I Præsteforeningen efterspørger man en bekæmpelsesplan. Læs mere.
Landsforeningen vil frede Hammersholm
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur foreslår, at man freder Hammersholm. Bygningen, der er opført som ladegård til Hammershus på Bornholm, er et arketypisk bornholmsk stuehus. Læs mere.
Ny bog: Forstadsland
Journalisten Torben Weirup har været rundt i det danske "Forstadsland", og i en ny bog fortæller han historien om den danske forstad; hvordan den opstod, og hvorfor den er blevet ét af danskernes foretrukne steder at bo. Læs mere.
Fransk arkitekturkritiker i København
Den næste forelæser i serien af internationale forelæsninger om restaureringskunst og transformation er arkitekturkritiker og direktør for Institut francais d'architecture, Francis Rambert. Forelæsningen finder sted torsdag den 26. april 2012 i Bygningskulturens Hus i København. Læs mere.
Gladsaxe vil genoplive Bagsværd Fort
Efter at Bagsværd Fort i generationer har ligget tilgroet, utilgængeligt og hengemt, er Gladsaxe Kommune nu klar til at genoplive fortet og skabe en folkepark, som indbyder børn og voksne til bevægelse og aktivitet. Læs mere.
Bygningskultur Danmark
Borgergade 111, 1300 Kbh. K
Telefon 33 33 99 10
www.bygningskultur.dk
- Læs tidligere nyhedsbreve her!
- Nyheder, debatindlæg og kommentarer sendes til redaktionen
- Anbefal nyhedsbrev
- Vil du framelde dig nyhedsbrevet?