Hvor Bedre Byggeskik og Den funktionelle tradition tidligere havde bearbejdet typen ud fra bestemte arkitektoniske ideer, så er 50’ernes muremesterudgaves grundlag mere underspillet og i stedet styret af en blanding af håndværksmæssig tradition, tilsat få nyskabelser, samt en stor forkærlighed for teglstensarkitekturen. En forkærlighed, der kunne udvikle sig til, at den ellers så nøgterne hustype fik tilføjet enkelte, nostalgiske facadedetaljer.

Tag og mur
Til gengæld var der stor konsekvens omkring hustypens to arkitektonisk grundelementer: Taget og murværket.

Et markant tag med et stort tagudhæng, 45 graders taghældning dækket med teglsten og båret af synlige, taktfaste spær. Murstenen skulle helst være blødstrøgen, den gule gerne flammet og den røde i en klar rød farve. Fugerne var trukket lidt tilbage for at fremhæve stenenes rustikke stoflighed, der var en stærk kontrast til det malede træværk. Kontrasten mellem de røde mure og de hvidmalede vinduer, tagspær og jernrækværk var et populært tema.



Blyindfatninger og blomstervinduer 
Facaderne havde flere motiver: I gavlene kunne vinduer og døre være placeret i en regulær symmetrisk orden, medens længefacaden var komponeret mere frit. Facaden kunne bestå af forskellige elementer og former, som for eksempel et stort ”blomstervindue”, der var trukket ud fra facaden, en entredør, der var afsluttet foroven med en halvrund muret bue, og endelig et køkkenvindue, der flankeredes af markante, malede vinduesskodder for at opnå den rette balance i det samlede facadebillede.

Man holdt af at ”pifte” huset op med nostalgiske elementer som blyindfattede ruder med kulørt glas, smedejernslamper og ikke mindst murede indramninger af vinduer og døre.