Den internationale funktionalisme fik i 1930’ernes Danmark sin egen version i form af funkisarkitekturen. Bungalowen er en fortolkning af de moderne strømninger tilpasset den danske byggeteknologi.
Bungalowen har to karakteristiske, arkitektoniske elementer – grundplanens kvadratur og pyramidetaget. Grundplanen kan være et regulært kvadrat eller et modificeret kvadrat, hvor der er ”skåret” elementer ud og/eller bygget elementer til kvadratet.
Terning med pyramidetag
Den kvadratiske grundform giver husets volumen karakter af en terning. Terningen bearbejdes i et moderne formsprog med udskæringer til for eksempel hjørnevinduer og terrasser og med tilbygninger af for eksempel udvendige trappeanlæg.
Man ”legede” med de skulpturelle effekter, men det var dog pyramidetaget med den lave taghældningsgrad og det elegante udhæng, som visuelt karakteriserede hustypen og relaterede den til den danske tradition.

Med fuld kælderBungalowen er opført i teglsten, der kan være pudset og malet eller stå i blank mur. Murværket kan have indbygget vandrette striber eller felter i en kontrasterende farve, en slags geometriske ”dekorationer”, som indgår i facadens kubistiske udtryk. Tagets beskedne taghældning hindrer en praktisk udnyttelse af tagrummet, derfor er husets stueplan hævet op over terræn, så der kan blive plads til kælder med vinduer. Den forøgede facadehøjde havde en god effekt på husets kubistiske udtryk.