Cottage
Cottage-stilen stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet, hvor den var et fornyende alternativ til de historicistiske stilarter. Denne stil blev samtidig en vigtig del af Arts and Crafts bevægelsen.
Inspirationen kom fra de landlige engelske beboelser med deres frie formsprog indenfor rammerne af en traditionel byggeskik. Man holdt af husenes enkle konstruktioner og det tydelige præg af solidt håndværk, og især af den praktiske tilgang til husenes indretning, hvor husets funktioner var vigtigere end ydre stilighed. Cottage-stilens ideer om konstruktiv enkelhed og funktionalitet blev adopteret i de 20.århundredes moderne stilarter.

Bygningsmæssige knopskud
Bygningerne var ofte sammensatte af flere bygningskroppe, som tilpassede sig terrænet, i vinkler og/eller parallelforskudte og suppleret med bygningsmæssige knopskud i form af karnapper, tagkviste og udhuse. Man dyrkede flotte sammenskæringer af bygningskroppene og yndede at fremhæve bygningens ”rene gavlsnit”, ofte med en synlig pejseskorsten i facaden.

Husene var nok uortodokse med deres livlige former garneret med individuelle bygningsdetaljer; men det rustikke, enkle materialevalg og de gedigne bygningsdetaljer udstrålede en glæde ved det traditionelle håndværk, som sammen med den mådeholdne proportionering af bygningskroppe, vinduer og døre gav husene et uprætentiøst udtryk.

Cottageitxthalvvindue.jpg

Ambitiøs stilart
Det var arkitekterne C.F.A. Vosey og M.H.Baillie Scott der med deres bogudgivelser med egne huse fik stor betydning for stilens udbredelse, også uden for England. I Danmark levede stilen sit eget liv sideløbende med de herskende stilarter. I efterkrigstiden var stilens popularitet koblet sammen med en trang til traditionelt håndværk og nostalgiske bygningsdetaljer som en reaktion på de moderne tider.

Selvom Cottage-stilen i modsætning til det stive historiske og det prangende palæagtige byggeri, kan forekomme lidt beskeden i sit udtryk, er det en ambitiøs stilart med høje krav til den håndværksmæssige standard og en gennemarbejdet facadeæstetik, der nok har visse frihedsgrader, men sigter efter at opnå en ideel naturlig skulpturel virkning.
Side: 12
Cottagestilen
Synlig pejseskorsten på rent gavlsnit.