Stilarten var resultatet af et standardiseret byggesystem, der blev udviklet i 1960’erne. Ideen var at skabe rummelige og moderne boliger på en rationel og økonomisk måde. Bygningernes skelet, dæk og vægge bestod af præfabrikerede betonelementer. Facaderne på de rektangulære boligblokke med de store husdybder kunne beklædes med betonelementer, skalmure af teglsten og træpartier. Den industrialiserede byggeproces gav stilarten tilnavnet kransporsbyggeri. Det arkitektoniske udtryk fremstod nøgternt og regulært.
Type-etagehuset var et standardiseret byggesystem, der fik stor udbredelse i 1960’erne. Den rationelle byggeproces, der både sparede tid og reducerede behovetfor faglært arbejdskraft, var den industrielle måde at efterkomme tidens store behov for boliger.
Elementfabrikkerne producerede bærende betonskillevægge og etagedækelementer, som entreprenøren ved hjælp af byggepladskraner kunne stable op i to, tre og fireetages skeletkonstruktioner, der efterfølgende skulle beklædes med ydervægge og tag. Systemet havde nogle økonomiske bindinger; de optimerede betonelementer, der var udviklet, så man fik størst mulig bæreevne i forhold til forbruget af beton og armering, var styrende for dimensioneringen af type-etagehusets husdybder, etagehøjder og dermed også for lejlighedsindretningen. Endelig krævede byggepladsens skinnekørende kraner en jævn og rummelig grund. Det førte til typens karakteristiske betegnelse: ”Kransporsbyggeri”.
Kantorparken, Risskov (1972).
Type-etagehuset fokuserede på økonomiske og solide boliger; ofte rummelige 3- og 4-værelseslejligheder med adgang fra en intern trappeopgang; køkken og børneværelse(r) mod gadesiden, soveværelse, opholdsstue og indbygget altan mod havesiden, eller 1- og 2-værelseslejligheder med adgang fra altangang.
Typens arkitektoniske udtryk var i høj grad overladt til facadernes udformning: Lukkede flader mod gadesiden og åbne mod havesiden. Facaderne kunne beklædes med betonelementer, lette partier med træ og/eller diverse byggeplader, eller de kunne skalmures. Tagformen var sadeltage – uudnyttede - med udhæng eller flade tage uden. De tidligste udgaver af typen havde ofte et regulært arkitektonisk udtryk med en knap økonomisk bygningsform, vandrette, modulære facader og et nøgternt materialevalg. Generelt var hustypens arkitektoniske ambitioner svingende.
De fineste eksempler er opnået gennem omhu og stringens i materialevalg og vinduesproportioner samt detaljeringen af tagudhæng og altaner. Enkelhed og robust stoflighed er nøgleordene. Med den fortsatte udvikling af byggesystemets fleksibilitet forsvandt hustypens synlige karakteristika. Fleksibiliteten gav større arkitektonisk frihed til en udformning af facader, altaner mv., der ikke umiddelbart afslørede det bærende byggesystem bagved.
Forrige
