Bygningsdele og overflader
Bebyggelserne er oftest opført over en kort årrække efter et fælles koncept, hvor de enkelte bygninger er dele af en arkitektonisk helhed. Koncepterne angiver retningslinjerne for det arkitektoniske udtryk. Den “spontane” bebyggelse har f.eks. skæve bygningsvinkler, en broget farvesammensætning, forskellige vinduesformater og -typer, varierende etagehøjder - men der er tale om en nøje kalkuleret helhed, der skal skabe en bestemt fysisk udtryk, som f.eks. minder om et “charmerende” landsbymiljø.

De homogene bebyggelser har et mere åbenlyst koncept; der anvendes for eksempel en bestemt teglsten til facade og tag, fastlagte taghældninger og standarddetaljer ved tagudhæng, ensartede materialer til udhuse, udvendige trapper osv., som indgår i en afstemt helhed med fine stoflige kvaliteter.

Koncepterne kan også udstrække sig til at bestemme terrassebelægninger og beplantningen af terrænet. Ved udskiftning af problematiske facadematerialer med mangler eller uhensigtsmæssig patinering er det vigtigt at indleve sig i bebyggelsens koncept - er det rustikt med afdæmpede naturfarver eller kulørt med postmodernistiske indslag, eller har det et forenklet minimalistisk udtryk?



Bygningsændringer og tilbygninger
Bebyggelserne kan være anlagt efter stramme geometriske principper, f.eks. med kvadratiske gårdrum eller med præcist udmålte parallelforskydninger af de enkelte huse. Eller bebyggelsen kan være formet som “tilfældigt” krogede landsbygader. Det kræver faglig kompetence at vurdere, om konceptet i bebyggelsesplanerne kan videreudvikles med tilbygninger. Ved bebyggelser med et stramt formmæssigt koncept vil bygningsændringer oftest spolere helheden. De “spontane” bebyggelser er i princippet mere fleksible, når det gælder bygningsændringer.