Tæt-lav-bevægelsen begyndte i 1970’erne. Ideen var at skabe trivsel for beboerne i tætte, lave og overskuelige bebyggelser med adgang til terræn. Bebyggelserne fremstod som arkitektoniske helheder grupperet omkring byrum. Man var inspireret af selvgroede sydeuropæiske middelalderbyer, engelske havebyer og danske andsbyer. Det arkitektoniske udtryk kunne være klart modernistisk inspireret, være knyttet til den traditionelle danske teglstensarkitektur eller fremstå postmodernistisk med nostalgiske elementer.
Tæt-lav-bevægelsen fra 1970’erne fokuserede på beboernes trivsel; det sociale fællesskab skulle fremmes ved at organisere boligerne i tætte, overskuelige grupper, og husenes få etager skulle garantere en nem adgang til terrænet.
Man var betaget af den overskuelighed og nærhed, som kunne opleves i små bysamfund. Det blev selve bebyggelsesstrukturen, som kendetegnede tæt-lav bevægelsen; boligenklaver forbundet af et netværk af bilfri stræder og små pladser, der inviterede til ophold og leg.
Bebyggelsernes skala - gadebredder, huslængder og etagehøjder - svarede til skalaen i mindre købstæder. Danske og svenske landsbyer, engelske havebyer med huse i cottagestil, provinsbyernes håndværkeropførte borgerhuse, sydeuropæiske selvgroede middelalderbyer var inspirationskilder - også i arkitektonisk henseende. Tæt-lav-husene fik dermed ofte et eklektisk, postmoderne udtryk.
Én variant af tæt-lav bebyggelserne tilstræbte bevidst en vis spontanitet i udtrykket med markante skalaspring i etagehøjderne, knækkede facadeforløb og en mangfoldighed i materiale- og farvevalg. Der kunne også optræde nostalgiske bygningsdetaljer i byggeriet, såsom småsprossede vinduer, murede gesimser, hvidmalede stakitter, huse med træbeklædte trempeletager. Husene kunne som facadeeffekter have felter beklædt med byggeplader, eternit eller zink opsat diagonalt eller i harlekinmønstre.
I den moderne tæt-lav variant kunne bebyggelserne fremstå som geometriske kompositioner, f.eks. med bygninger sat sammen i halvcirkler eller i parallelforskudte formationer styret efter sol og udsigt.
Fortunaparken, Hobro (1985-88).
Bygningsudtrykket var enkelt og med en konsekvent stoflig ensartethed. En populær variant var bebyggelser opført i en nøgtern teglstensarkitektur med teglhængte sadeltage og blankt murværk. Den gedigne stoflighed og mådeholdet i proportioner og bygningsdetaljering var tydeligt forankret i den danske byggetradition.
Tæt-lav-bebyggelserne er karakteristiske med deres livlige gaderum og gårdrum, som blev indrettet med nærlegepladser til de yngste, bebygget med udhuse og cykelskure og apteret med udvendige adgangstrapper og -reposer. Det var en vigtig del af trivselsfilosofien at synliggøre det sociale liv i bebyggelsen. Fælleshuse med vaskeri, køkken og opholdslokaler fik ofte en markant central placering i bebyggelsen.
Forrige
