Nationalromantikken var en livlig og grænsebrydende stilart. Den brød igennem i 1890’erne. Inspireret af tidens store interesse for dansk og nordisk kultur og historie fandt man nye nationale og regionale ideer og motiver til en historicistisk stilart. De rustikke middelalderborge, de regulære bindingsværkshuse, de kulørte svenske landhuse, de norske stavkirker o.l. blev nye arkitektoniske motiver. Stofligheden i det malede træværk, den røde teglsten og den robuste granit inspirerede. De nedarvede regionale byggeskikke blev værdsat. På fabulerende vis kunne facaden bygges op med romantiske effekter som tårne, spir, udkragede karnapper, tagkviste, bindingsværk, sokler af kampesten.

Bygningernes ornamentik tog afsæt i vikingetidens symboler og i den simple geometri med cirkler og kvadrater. Stilarten turde bryde den traditionelle stramme facadesymmetri; stuetagen kunne have store vinduer med buede murstik, mens overetagerne havde små rektangulære vinduer; karnapper, frontispicer, facadegavle, indgangsdøre mm. kunne placeres asymmetrisk i facaden, når en praktisk indretning af bygningerne talte for det. Men også, hvis det kunne skabe en effektfuld facade.


Chr. IX’s Gade/Gl. Mønt, København

Facaderne var sammensatte med flere arkitektoniske former, man prioriterede det karakterfulde og underholdende udtryk. Bygningerne var individualistiske, ofte unikke. De bedste fremstod uhøjtideligt med en smittende materiale- og formglæde. Begejstringen for den røde teglsten, et “nationalt” materiale, førte til en teglstensarkitektur med store buede murstik, cirkulære frontispicer, markant mønstermurværk. Rundbuer fra ældre nordisk arkitektur og svungne gavle fra nybarok kunne også indgå i stilen. Udtrykket i facaden kunne skifte fra rå granit i soklen til glatte granitfacadebånd og mønstermurværk i etagerne afsluttet med groft tømmer i kvistens bindingsværk.