I begyndelsen af 1900-tallet fik den tidlige nationalromantik, der var sprælsk og effektfuld, en efterfølger, der anvendte nationalromantikkens store forkærlighed for den rustikke stoflighed i de røde teglsten og lysten til livlige bygningsfacader på en mere nøgtern og afdæmpet måde. Ved anvendelsen af teglsten til alle bygningsdele,bortset fra soklen og eventuelt indramningen af indgangsdøren i granit, fik bygningerne et homogent udtryk, som gav facaderne med de buede karnapper og frontispicer og gavlkviste en levende plastisk virkning - en påvirkning fra engelsk nybarok. Det var arkitekten Ulrik Plesner, der med sine københavnske byejendomme blev foregangsmand for denne modne udgave af nationalromantikken, som fortsatte til sidst i 1920’erne og ofte benævnes nybarok. Ikke alle periodens huse opviser dog barokke træk.

Hustypen blev vidt udbredt – etagehusenes pendant til Bedre Byggeskik-bevægelsens gedigne villabyggerier. Boligerne var rummelige og tidssvarende, detaljerne bar præg af glæden ved solide, gennemprøvede konstruktioner. På trods af de livlige facader, hvor karnapper, store lodrette vinduespartier ved trapperne og frontispicer ofte var placeret asymmetrisk af funktionsmæssige årsager, fik bygningerne et roligt helhedspræg. Den præcise facaderytme, anslået af vinduer og karnapper, samt teglstenen var de rolige faktorer.


Fåborggade, Århus.

Den danske hustype havde dyder fra flere stilarter: klassicismens selvsikkerhed og mådehold med sit enkle materialevalg, præcist profilerede taggesimser og stringente vinduesproportioner og barokkens sans for bløde former - de buede karnapper og de moderat svungne gavltrekanter. Hushjørner kunne være cirkulært afrundede, en løsning der forstærkede det plastiske udtryk, eller være afskårede i en 45 graders vinkel, hvor facaden var udsmykket med lette altaner med smedejernsgelænder som kontrast til det massive murværk. Tagformen var 45 graders sadeltag eller mansardtag med tagkviste indpasset i bygningens facadeskema.