Ideen bag det nyklassicistiske etagehus var bygninger og hele boligkomplekser, som blev enkelt udformet i stram geometri. Målet var at skabe en helhed af harmoni og orden. Stilarten var udbredt fra 1915 og frem til midten af 1930’erne. Etageboligerne havde en klar aksial facadesymmetri. Vinduer og døre fulgte de klassiske proportioneringsregler. Ideen var, at bygninger og hele boligkomplekser blev udformet med enkle, stramt geometriske bygningskroppe for at skabe en helhed af harmoni og orden. Bygningerne blev opført i teglsten og havde sadeltag, og de lange facader blev næsten aldrig brudt af karnapper eller fremspring. Materialevalget var rustikt, men uden kontraster.
Nyklassicismen florerede fra 1915 og frem til først i 1930’erne. Den kan ses som en reaktion på de forudgående historicistiske stilarters tendenser til en urolig og effektfuld facadearkitektur. Man var inspireret af antikkens skønhedsidealer, hvor skønheden bestod i at opnå en enkel, uforstyrret harmonisk helhed. Etagehusene skulle fremstå som helheder med orden og en aksial symmetri. Facadehøjden og tagfladens højde skulle være afstemte, og overgangen mellem de to flader blev markeret med en tydelig taggesims. De ensartede taktfaste vinduers proportioner var igen afstemt efter facadehøjden.
Klassicismens formgivningsregler var velegnede til strukturering af store bygningsanlæg. Bygningens midterparti kunne være fremhævet med et lille fremspring - en risalit - ofte med en bred gavltrekant i tagetagen, og symmetrien blev understøttet af de regelmæssige sidefløje. Uden risalit blev bygningens symmetri alene angivet af de præcist placerede vinduer og døre i facaden.
Classens Have, Classensgade/Strandboulevarden/ Arendalsgade/Livjægergade, København (1922-24 af Povl Baumann, Ole Falkentorp, Peter Nielsen & Carl Petersen).
Bygningernes grundplan havde en klar geometrisk form - oftest et rektangel. Ved karrebebyggelser på irregulære grundstykker undgik man sammenbygninger i skæve vinkler ved hjælp af geometriske – konkave eller konvekse - mellembygninger. Boligerne var tidssvarende, skønt indretningen var underlagt facadesymmetriens begrænsninger. Man dyrkede den forfi- nede og rolige helhed i facadeudtrykket: farve- og materialevalg var neddæmpet, så der kun fremkom svage kontraster. Murværket kunne være glat- eller grovpudset eller i blank mur, ofte med skrabefuge, så muren fik en fladevirkning. Vindueshullerne havde ingen eller kun diskrete indramninger - i blank mur for eksempel smalle sandstensplader. Portåbninger, tit med cirkulære murstik, var placeret symmetrisk i facaden. Indgangsdøre var fremhævet diskret med spinkle portaler af sandsten, cementpudset eller blankt murværk.
Taget - et sadeltag med afvalmede gavle - var væsentligt for facadeudtrykket. Især den ubrudte tagflade havde en flot samlende virkning. Beboede tagetager havde diskrete og symmetrisk placerede tagkviste. Nyklassicismens stramme bygningskoncept og det høje ambitionsniveau kunne frembringe helstøbte velproportionerede bygninger med monumentale kvaliteter og en elegant underspillet stoflighed.
Forrige
