Stilarten fik sit gennembrud i 1950’erne med de første danske højhuse. Husene anvendte en industrialiseret byggeteknik
med bærende jernbetonkonstruktioner og præfabrikerede facadeelementer. Det arkitektoniske udtryk var rendyrket moderne. Bygningerne fremstod som strukturelle volumener eller kubiske skulpturer. Facaderne blev mønstrede, relieffyldte flader af lette facadeelementer, betonkonstruktioner, glaspartier og indadgående altaner, hvor glassets transparens og betonens stoflighed var vigtige elementer i den nye æstetik.
I 1950’erne blev den ventede og epokegørende industrialisering af byggeriet til virkelighed. Højhusene blev modernismens ambitiøse flagskibe - billedet på “den fagre nye verdens muligheder”. Etagehusene blev bygget med bærende skeletter af stål og jernbeton; bygningsdele som etagedæk, facader, indervægge, trapper, altaner og tagelementer blev seriefremstillet på fabrik og siden monteret som samlesæt på byggepladsen.
Med den korte produktionstid pr. opført boligenhed kunne efterkrigstidens boligmangel afhjælpes effektivt. De modernistiske etagehuse var en krævende stilart; i den lille skala skulle de præfabrikerede bygningselementer sammenstilles til sunde og rummelige boliger, og i den store skala skulle elementerne give de store bygningsvolumener et karakterfuldt udtryk.
Punkthusene, der havde en tilnærmelsesvis kvadratisk grundplan med adgang til boligerne fra en centralt placeret trappe/elevatorkerne, kunne fremstå som skulpturellemonolitter i det åbne landskab eller som monumentale pejlemærker i bymæssige områder. Ved de skiveformede højhuse med aflange rektangulære grundplaner var facaderne store strukturerede flader. Bygningernes solfacade - med opholdsrummene - kunne fremstå som en raffineret komposition af transparente glaspartier, tredimensionelle altaner og lukkede facadepartier.
Adgangsfacaden havde som regel et mere enkelt udtryk; foregik adgangen til lejlighederne via altangang, fik facaden et tydeligt horisontalt præg. De skiveformede højhuses boligetager hvilede ofte på en lidt tilbagetrukket baselignende stueetage, der sammen med højhusets forenklede gavle og tagkonstruktionens slanke konturer indrammede facaden.
Det var vigtigt for den modernistiske arkitektur, at højhusene fremstod som helheder - med en konstruktiv klarhed; de skulle være både robuste og elegante. De store facaders arkitektoniske kvalitet var afhængig af facadeelementernes udformning. Elementerne blev omhyggeligt bearbejdet, så de fremstod med elegante proportioner og en raffineret maskinel stoflighed. For stofligheden var det afgørende, at betonelementerne patinerede smukt. I 1970’erne blev det industrielle byggesystem videreudviklet, så det kunne honorere kravet om mere varierede og komplekse bygningskroppe og lejlighedstyper; for eksempel det terrasserede etagehus.
Forrige
