Industrialiseringen skabte i slutningen af 1800-tallet folkevandringen fra land til by. Og det skabte et byggeboom, hvor gader og hele kvarterer blev bebygget af håndværksmestre i løbet af få årtier. Det var økonomisk byggeri, til tider ren spekulation, men også byggeri med ambitioner om godt håndværk og med lyst til at dekorere. Hustypen er kendetegnet ved dens regulære, taktfaste vinduesopdeling, som afspejlede lejlighedsstørrelserne, og de ensartede etagehøjder, der akkurat overholdt myndighedernes minimumsmål.


Korsgade 10-12, København

De ensartede volumener gav gadebilledet et homogent udseende. Men enkeltvis skilte bygningerne sig ud med individuelle dekorationer, farve- og materialevalg. Facaderne fulgte renæssancens facadeskema; en markeret tung sokkel, indramninger af vinduer og indgangsdør samt facade- og taggesims.

Udsmykningerne skulle fremstå i kontrast til facademuren og med reliefvirkning. Soklen blev udført i murværk eller med cementforstærket puds, over- flader der illuderede ru eller glatte kvadersten. Indramninger og gesimser blev også udført i teglsten eller cementpudset.

Teglstensudgaven kunne være med traditionelle sten eller de populære specialsten med kurvede eller kantede former, kulørte farver, glaserede eller med reliefmønstre. Den cementpudsede variant kunne suppleres med industrielt fremstillede støbte figurer og dekorationsfragmenter. Facademurværket var blanke teglsten eller pudset murværk.

Tagetagen blev udnyttet til beboelse enten med traditionelle lette kviste eller med store tunge kviste med frontvægge af murværk og bindingsværk. En kvisttype, der er et særkende for stilarten. Håndværkerhusene kunne via de regulære konstruktioner, den traditionelle proportionering af facaderne og en kultiveret materialeglæde fremstå som en optimering af en økonomisk hustype. Denne enkle hustype blev dog også opført i ekstravagante udgaver med karnapper, hjørnetårn eller spir.