Pølseformede fortykkelser på f.eks. en gesims.
Se tag.
Et vandret fortløbende skrånende bræt anbragt under vinduer eller på gavl, hvor det leder vandet væk fra murværket. Kaldes også sugfjæl og regnbræt.
Se fuge.
Udsatte konstruktionsdele, der skal kunne tåle vand for at modstå påvirkning fra vejrliget eller fra husets våde rum, skal være vandfaste.
U-formet bøjning, hvor vandet f.eks. fra en håndvask skal passere for at nå ud i afløbssystemet. Vandlåsen forhindrer lugte fra afløbet i at trænge ind i huset.
Profileret vandret stillet fremspring med skrånende overside og kelet underside. V tvinger nedløbende regnvand bort fra muren.
Også kaldet skuring. Behandling af murværk således, at stenenes konturer ses gennem et ganske tyndt pudslag. Fremgangsmåden er, at der udkastes et tyndt pudslag, som derefter trækkes af på ny med murskeen. Understænkning med vand skures der derefter med en mursten eller en sæk - sækkeskuring.
Også kaldet spygat eller gargoil. Et fra en tagrende vandret eller skråt udstående afløbsrør. I ældre byggeri, ofte formet som et fabeldyr eller som en anden grotesk figur. Bruges i stedet for nedløbsrør.
Betegnelse for fritstående mur. Endvidere sidestykke i en trappe. Se trappe.
Se trappe.
Installation, der ved hjælp af en varmeveksler kan udnytte spildvarmen fra en bygning. Eksempel er luften fra køkken og badeværelse, der udluftes mekanisk og passerer en varmegenindvindingsenhed, inden det kastes ud.
Installation, der efter et princip som »et omvendt køleskab« kan udnytte varmeenergi fra jorden eller den atmosfæriske luft.
I forbindelse med etablering af energibesparende foranstaltninger i ældre bygninger kan der foretages et varmesyn, hvor en energikonsulent gennemgår huset og herefter udarbejder en rapport kaldet varmesynsrapport om dets energitilstand. Rapporten beskriver også forslag til forbedringer og økonomien forbundet med dette. Se også energikonsulent.
Installation, der kan transportere varmeenergi imellem to uafhængige rørsystemer. Eksempler er udefrakommende fjernvarmevand, der passerer en varmeveksler, hvorefter husets eget varmerørssystem kan føre varmen til radiatorerne.
En slags valke snoet af tang og brugt i tangtage på Læsøgårde. De er ca. 2 m lange, og til selve v. slutter sig en hals, som er længere. Den viklede man om den nederste lægte i taget, og når v. hang tæt for neden - ned over muren - fortsattes der med en række, som bandtes til næste lægte - og så fremdeles 4-5 lægter op. V. fungerede som en slags »stopklodser« så den opstablede tang på taget ikke skred. Ind imellem v. anbragtes undertiden mindre gumlinger, der stort set snoedes efter samme princip.
Den flade, hvorpå en murbue, hvælving, bjælke, eller et stik hviler. Betegnelsen også brugt om fundamentet til et hus, om syldsten og om de sten, der er pakket omkring en jordgravet stolpe. Vederlaget for en bue kaldes også dens fødselslinje.
Se kragbånd.
En gesims der markerer, hvor en bue eller en hvælving mødes med den bærende mur.
Eller vederlagslinje. Den højde hvori en buefod befinder sig. Se også bue.
Se vindfløj.
En tværbjælke, der ved åbninger i bjælkelag til skorstene og trapper er tappet ind i de nærmeste hele, gennemgående bjælker for at yde konstruktionen støtte. Kaldes undertiden alene veksel eller udveksling.
Mindre stykker træ, ofte affald, fra en anden produktion, der finder anvendelse i byggeri.
En mur eller væg bestående af halm- eller risbundter sammenstampede med ler.
Steder, hvor der kun er plads til korte og stejle trapper, har man undertiden benyttet v. Det er skæve trin som i en spindeltrappe eller vindeltrappe, men skiftevis højre- og venstrevendte og brugt i et lige trappeløb.
Se forbandt.
Fletværk bestående af lodrette stavrer - stejler eller støjler - imellem hvilke der er flettet med ris, vidjer eller simer. Ofte brugt som baggrund for opklining af lervægge i f.eks. bindingsværk.
Se ildsted.
Se beton.
Lige, smækker pilegren.
Se hvælv.
Se roset.
Halvrundt vindue der af mange sprosser inddeles, så det kan minde om en udslået vifte.
En bygning er sikret mod påvirkning fra vindkraften. Sikringen kan foregå ved, at murede/støbte kerner eller vindkryds indgår i konstruktionen.
En trappe, der snor sig op i en spiral. Den har - i modsætning til spindeltrappen - ingen kerne. V kræver mere plads end spindeltrappen, til gengæld kan trinene konstrueres, så de bliver bredere og mere bekvemme at gå på. Den smukkeste v. herhjemme er nok den franske trappe, der findes på Overgaard ved Mariager fjord.
Viser af vindretningen, ofte opbygget med et stationært horisontalt stillet kors, hvis arme peger mod hver sit verdenshjørne. Over dem en let drejelig viser med en fane, som vinden kan få fat i. Denne fane kan være udformet som en hane, og v. kaldes da en vejrhane. Ofte er v. meget smukt udformet. Materialet kan være smedejern, men ikke sjældent er i hvert fald de bevægelige dele af f.eks. kobber for at undgå fastrustninger.
Tværstænger af jern indsat i blyindfattede vinduer til støtte for de bløde blysprosser
I skeletkonstruktioner uden murede kerner eller lignende anbringes stænger, der kan optage påvirkninger fra vindkraften.
En ovn med egen indfyringslem og eget aftræk i modsætning til bilæggerovn.
De to skrå, kantstillede brædder, der i gavlen er sømmet på yderkanterne af et udhæng for at beskytte mod vind og regn.
Lysåbning i mur eller væg, oprindeligt med en træramme betrukket med dyrehinder, olieret papir eller lærred, eller med indsats af horn, tynd træspån, gennemskinnelige sten eller glas. Man kaldte også det gammeldags primitive v. for vindøje. Herhjemme vides glasvinduer at have været kendt omkring år 1200, måske har de dog sporadisk været i anvendelse godt 100 år forinden. De nævnes i forbindelse med den af Knud den Hellige opførte trækirke i Odense 1086. De første vinduesglas var ganske små og uensartede i tykkelse, og de måtte indfattes i bly, som er et føjeligt metal. Kun den omgivende ramme var af træ, og for at afstive de bløde blysprosser satte man tværjern - såkaldte vindjern -over v. fra rammekant til rammekant og fæstnede sprosserne til dem. Glassene blev skåret ud i forskellige former, men længe var den mest almindelige type ruden - som figuren ruder i kortspil. Det var denne figur, der gav glasskiverne til v. betegnelsen ruder - også når formen ikke er rudens. De ældste v. var næsten alle meget små, men i kirkerne kunne der undertiden gøres undtagelser, og de store v. måtte da deles op af et kraftigt bærende stavværk - ofte muret af formsten. Et sådant v. kaldes et stawærksvindue. I mere almindelige v. kunne man vælge at dele fladen lodret igennem med en kraftig støtte, som kunne være af sten eller træ. Den kaldes en post, og da den står lodret, bliver det til en lodpost. Et sådant v. benævnes også et torammet v. Det kunne gøres firerammet ved, at konstruktionen udvidedes med en tværpost, så man fik et korspostvindue. I det 19. og 20. århundrede har en særlig type korspostvinduer været meget udbredte. Korset har her nogenlunde samme facon som korset i vort flag, hvorfor v. kaldes dannebrogsvindue.Indtil slutningen af 1600-årene var v. med blysprosser den eneste mulighed. Derefter blev glaskvaliteten efterhånden så meget bedre, at man kunne gå over til y. med træsprosser, i lang tid endnu med ret små rektangulære ruder kaldet palæruder. Samtidig voksede v. meget i omfang, så boligerne blev lysere. Større ruder kom dog stort set først til i det 19. århundrede. For at holde glassene fast i træsprosserne blev de først stiftede i en fals, og dernæst blev der lagt en kit i denne for at gøre konstruktionen tæt, heraf kitfals. Der er adskillige særbetegnelser på vinduer - se f.eks.under flagermusvindue, skydevindue, lunette og viftevindue. Et almindeligt v. er opbygget med fire karmstykker, overkarm, underkarm og sidekarme. Hertil kommer rammestykkerne - den bevægelige del - med kitfals og ruder, evt.sprosser. De vinkelformede beslag, der dels er med til at holde rammerne sammen, og som dels bærer det hængsel, hvormed v. fastholdes til karmen, kaldes hjørnebåndsbeslag. Tappen på karmen kaldes rumpestabel. Ydermere er der vindueskroge eller anverfere, og længere stormkroge, der kommer i brug, når v. skal fixeres i åbenstående stilling. Et vindue kan være side-, bund- eller tophængt, alt efter hvilken side hængslerne, der holder vinduesrammen, sidder i.
Kan fixeres med kroge, der sættes på udefra, eller med en vinge på en bolt, der går ind gennem vinduesposten og kan drejes indefra og fastlåses, så vingen ligger tværs over skodderne og forhindrer, at de kan åbnes.
Murblænding, hvori et vindue er anbragt.
Se bryn.
Se vindue.
Se vindue.
En smedet jernkurv - et gitterværk med fremstående sider - der er sat foran et vindue for at beskytte mod indbrud, overfald på huset etc. Det er konstrueret således, at der er plads til, at mennesker inde i huset kan stikke hovedet frem i kurven og orientere sig om, hvad der sker ude til siderne. Et smukt eksempel på v. findes på Frederiksborg slots kirkefløj ud mod den indre slotsgård. Det er smedet af Chr. IV's hofsmed, Caspar Fincke.
Eller rosevindue. Cirkulært vindue med dekorativt sprosseværk og evt. med glasmalerier.
Betegnelsen kan dække en sidefløj i et bygningsanlæg samt et trædække for overdelen af karmen til et buet vindue. De faste flankestykker - ofte rigt ornamenterede - på renæssancens altertavler kaldes v, og tilsvarende flankestykker på gavle, kaminoverdele etc. fra renæssance og bruskbarok benævnes også undertiden v.
Se tag.
Tagsten med vinkelform til at lægge på rygning.
Se tag.
Fællesbetegnelse for visse termoplastiske stoffer. Kaldes også polyvinyl. Mest kendt er polyvinylklorid (PVC) og poly-vinylacetat (PVA).PVC anvendes eksempelvis i svejsbar banevare som gulvbelægning i baderum.
Se forbandt.
En anden betegnelse for volutkonsol, der f. eks. kan være formet som et akanthusblad, der ruller om i en volut. Voluthylde og volutknægt er ligeledes identiske med v.
Spiralrullet ornament på søjlekapitæler, konsoller, gavle etc.
Se volutbøjle.
Se volutbøjle.
Konsol hvis sider er udformet som en volut, hvad enten det er med en oprullet kant eller som et oprullet akanthusblad.
Ornamentalt meget brugt i flere stilarter, dog hyppigst i renæssance og bruskbarok, hvor de har en udpræget dæmonisk karakter med træk, der forløber ud i bladværk eller brusket ornamentik. V er ikke sjældent blevet anvendt over vinduer, som det bl.a. ses på herregårdene Lindenborg og Woergaard. Blandt borgerhuse, hvor sådanne optræder, kan fremhæves Jens Bangs Stenhus i Aalborg.
Se profilvulst.
Bræt med en vulstet profil, ses f.eks. i barokgerichter, hvor de meget høje vulster undertiden er limet på.
Se forbandt.
Her i landet stort set altid kvadratiske keramikfliser af lertøj - eller oftest - af fajance. I modsætning til kakler har v. ingen fals på bagsiden, men de kan være udstyret med relief på forsiden, og især danske v. kan opvise relieffigurer. St. Kongensgadefabrikken og Blåtårns fabrikken havde begge en ret betydelig produktion af relieffliser med hjømemotiver i form af kvartstjerner og en dekoration bestående af et plantemotiv, en fugl eller en fisk. De fleste af disse v. står alene med hvid tinglasur og ingen bemaling. Dette er den mest særprægede danske indsats på området. Ellers er det stort set den hollandske flisefabrikation, der har sat sit præg på, hvad der kan opvises på fliseområdet herhjemme, hvad enten det nu drejer sig om importerede hollandske eksemplarer eller om dansk fremstillede v., der kopierer de hollandske. Inden for gammelt dansk område præsterede Kellinghusen også markante v., der i væsentlig grad afveg fra de nederlandske - blandt de almindeligste er mangane - brunlilla -fliser med et gult skråbånd fra et hjørne til et modstående og med en slyngende grøn ranke i det gule. De hollandsk fremstillede eller inspirerede v. har blå eller - fra ca. 1730 - tillige manganfarvede dekorer. De har et lille hjørnemotiv og dernæst et hovedmotiv, der enten er frit eller indtegnet i en cirkel. Man har v. med soldater, med dyr og fugle, med legende børn, fabelvæsener, landskaber, skibe og meget mere, og blandt de tidligste eksemplarer, vi kan opvise, er nogle polykromt bemalede, hvilket vil sige, at der er brugt flere farver, ofte gul, orange, grøn og blå. De første v. af fajance optræder herhjemme omkring 1600. Det er især i byerne i Sønderjylland, på Amager og i enkelte kystegne, man træffer de hollandske v. De danske er overalt sjældne. I nyere tid limer man almindeligvis v. op på et plant underlag.
Ordet vælsk henviser altid til forbindelse med det sydeuropæiske, for det meste med Italien. V g. er inspireret af den italienske renæssance, den er rigt svunget, og gesimser tillige med nicher deler fladen op. Gavlen kan være med svungne og knækkede sandstensbånd, der skærer sig gennem fladen, ligesom der ofte vil være sandstensafsatse på kammene og måske kugler eller fialer til at pynte op på disse afsatse. Især på Fyn ses v.g. med kvadermuringer.
Se kuppel.
Se tag.
