Se, profiljern.
Se byggetilladelse.
Består af en blanding af silisiumoxyd og aluminiumoxyd. Som regel er der overskud af siliciumoxyd-kvarts i form af sand. 1.1. findes bl.a. på Bornholm. Det må have egenskaber, som svarer til ildfaste sten, der da også ofte består af brændt i. 1. Se ildfaste sten. Ildfaste sten. Skal kunne tåle temperaturer på over 1600 grader, og de må ikke blive bløde, synke sammen, skrumpe, revne, ligesom de må kunne klare hastige temperatursvingninger, kemiske og mekaniske påvirkninger. Der er mange typer i. s., nævnes kan chamottesten og molersten.
Det ældste og mest primitive i. er blot en stenlagt plads på gulvet - ofte én stor, flad sten, som det var lettest at arbejde på. Det er muligt, at det oprindelig var denne sten, der kaldtes skorstenen. Ilden kunne også være i en grube i gulvet. Dette blev siden til »grue«. Til gulvildstedet hørte et aftræk i husgavlen - et uglehul eller et hul i taget - en lyre, og endnu et godt stykke ned i det 19. århundrede klarede man sig visse steder i Midt- og Vestjylland endnu med en lyre som aftræk. Allerede i senmiddelalderen blev det dog almindeligt med en kappe over i., og et aftræksrør til røgen. Dette rør kunne ende blindt på loftet, eller det førtes op gennem taget som en skorstenspibe. Røgkappen kan hvile på opmurede vanger, eller et hjørne kan bæres af en baluster, medens mindre vanger bærer resten af vægten. Den eller de åbne sider kan være med selvbærende buestik, dog er det mere almindeligt med en s kors tens hammer - en bjælke af træ eller sten, hvis der da ikke er indmuret en smedet jerndrager. Medens de ældste i. havde ilden i gulvhøjde, fik man siden opmuret et »bord«, en såkaldt arnebænk, så arbejdshøjden blev mere bekvem. I større husholdninger havde man fortrinsvis to i., nemlig et køkkenildsted og et bryggersildsted. En skorsten var imidlertid ret kostbar at få opmuret, så derfor klarede man sig nogle steder med at koble køkkeni. og bryggersi. til hver sin side af ét aftræk, og der kunne tillige knyttes andre herligheder til komplekset: En bilæggerovn er en kasseformig forlængelse af i. – Den kan være af jernplader, men var oprindelig lige så ofte muret af sten eller keramikkakler. Fra i. skubbedes der gløder ind i bilæggeren, som ragede ind i stuen ved siden af køkkenet, og på den måde fik man varme dér. Selvom bageovnen for det meste optræder selvstændig, kan den ligeledes være koblet til i. som bilægger. Den fyldes så først med gløder, og når varmen i den er stærk nok, rages gløderne atter ud. Brødene bages på eftervarme. I skorstenen over i. indgik der nogle steder gennemhullede plader eller vidjeflettede bakker, det var maltkøllen, hvor den spirede byg tørredes og røgedes til malt, så der kunne brygges øl på den. Ligeledes knager eller stænger til ophængning af kød til røgning har man kunnet finde. Til selve i. hørte en stang i skorstens- eller røgkappen til ophængning af kedelskeder eller kedelophæng. Ved en kedel forstås et kar med hank til ophængning, og en kedel kan lige så godt være åben lig en gryde, som den kan være en lukket vandkedel. En gryde har ører og enten selv tre høje ben, så den kan stilles hen over ilden, eller der kan være en løs trefod til at stille den på. Enkelte danske i. har kunnet opvise en kedelkran på siden - en arm til at svinge hen over ilden og til ophængning af kedler. Til bryggersi. er knyttet en grue, der fra den gamle grube i gulvet udviklede sig til et opmuret separatildsted, hvorpå en gruekedel ophænges i den krave, som den har for oven. Man skelner mellem østdansk i., hvor man står inde i selve røgkappen med tilhørende røgaftræk og arbejder, og det vestdanske, hvor man står uden for i. Arne er oprindelig navnet på et i. anbragt direkte på jorden, medens esse synes at have været navnet på et i. med muret eller klinet aftræk. -1 dag betegner det et håndværksildsted - hovedsageligt det, man finder i smedier. Imprægnere. Påføring af træværk med væsker, der beskytter dette mod nedbrydning eller brand. Inddækning. Tætning ved samlinger af bygningsdele, særligt med vindskede, tagfod, sålbænk, vandnæse, ovenlys eller lignende. Inddækning udføres oftest af zink eller bly.
På stedet. For eksempel in situ støbt beton, der betyder beton støbt på byggepladsen.
Omramning af dør eller vindue.
Se stuehus.
Se lerindskud.
Indlægninger i træ, hvor der er udstemmet af grundtræet for at give plads til mønstre etc. i andre træsorter eller helt fremmede materialer som sten, ben eller metal.
Se bue.
Betegnelse for de produkter, der anvendes til at reducere varmetab og lydtransmission i en bygning. Hyppigst anvendt er mineraluld. De isoleringskrav, en bygning skal opfylde er beskrevet i bygningsreglementet.
Betegnelsen anvendes f. eks. om spidsen af en arkitektonisk konstruktion - således toppartiet af en blænding, hvælving etc.
Det øverste punkt i en hvælvingskappe eller et buet stik.
Se armeringsjern.
