Se kvist.
En bygnings yderside.
Lille, fladslebet, skarpkantet flade, f. eks. på gamle glasprismer eller på ædelsten. Også arkitektoniske led kan være facetterede.
I længderetningen inddeles et bindingsværkshus i f., og ved f. forstås partiet mellem to nabostolper med tilhørende bjælker. Udtrykket bruges stadig om modulopdelingen i moderne byggeri. Se også mål.
Se afløbsrør.
Se lås.
Et retvinklet indsnit langs med kanten af et stykke træ, hvori et andet stykke træ kan skydes ind - falses ind. Denne primitive samling låses fast med f. eks. træpløkke - dyvler. Også om et retvinklet indsnit i vindueskarm eller dørkarm tjenende som anslag for henholdsvis vindue og dørblad. Endvidere ombukket kant tjenende som støtte for samling, f.eks. af metalplader.
Se hvælv.
Se tag.
Skråt afskåret kant.
Herved forstås, at isoleringsulden er indbygget i konstruktionen på en sådan måde, at den ikke løsner sig under brand, men bliver på plads og beskytter konstruktionen, når beklædningen brænder bort. Isoleringen fastholdes enten med jerntråd eller med brædder.
Se mål.
Beskyttelsesliste imellem fodbræt og gulv eller bundstykke i dør. Se også fodbræt.
Se pladefrise.
Bræt opsat vandret på en væg for at afbøde stød og slag.
Sammenbundne frugter, blomster og blade, der nedhænger i en bue sammen med flagrende bånd. Kendes fra antikken. Optræder på ny i renæssance og bruges til og med nyklassicisme.
Løvværk.
Lille spirformet ornament.
Vægkonstruktion, hvor to tynde præfabrikerede betonelementer stilles op og derefter udstøbes med beton til en færdig væg.
Når et pudslag er trukket på muren med et stålpudsebræt, bliver pudsens overflade efterbehandlet med et filtsbræt, et pudsebræt hvorpå der sidder et stykke filt. Denne filtsning gør pudseoverfladen jævn og sammenhængende. Finering. Har været kendt siden sengotisk tid - anden halvdel af 1400-årene, hvor den forekommer i Sydtyskland. Den vinder dog først rigtig udbredelse i 1600-tallet, og i begyndelsen bruges den hovedsageligt i forbindelse med de meget kostbare importerede oversøiske træsorter, hvoraf man f. eks. ikke havde råd til at lave paneler og døre. I stedet opbyggedes der en konstruktion af blindtræ – gerne fyr eller eg - og herpå limedes en tynd finerplade af det finere træ. På gamle genstande kan finerlaget være 3 mm eller mere tykt. Man havde dengang ikke redskaber til at udsave pladerne tyndere, men efterhånden som redskaberne forbedredes, blev fineren stadig tyndere, og i dag, hvor den skrælles eller knivskæres af tømmerstokke, er tykkelsen gerne under 1 mm. F. tillader bl.a., at man kan få store flader af træsorter, der kun i naturen forekommer i beskedne størrelser, men som har et smukt ved.
Se puds.
Se trappe.
Se forbandt.
Et smalt fremspring langs siden af den ene længdekant på et bræt. På brættets anden side vil der i reglen være en rille, en not. Fjederen passer ind i noten på nabobrættet. Især i middelalderen brugte man undertiden at skære not i begge de sammenstødende brætsider og så lægge en løs fjeder i. Brædder, som har fjeder på den ene kant og not i den anden, kaldes pløjede.
Se sammennotet.
Bræt, ofte af ringere kvalitet eller med rustik overflade.
Se bue.
Se bue.
Lavt relief, der er skåret (eller evt. udhugget) således, at skæringens overflade overalt ligger i samme plan.
Lille kvist med vindue i taget på renæssance- eller nyrenæssancebygninger. Kvisten har svunget gavl.
Se tegl.
En liste med bølget forløbende overflade.
Bræddebeklædning af porte, døre eller - sjældnere - panelværk. Brædderne er skåret sammen, så de danner f.eks. rudemønstre, kvadrater, zigzag-mønstre eller sparrer (omvendte v'er). De er kantprofilerede, så mønstrene fremhæves, og ikke mindst på barokdøre kan de ligeledes have svunget tværsnit.
Se branddør.
Se forbandt.
Se kroneglas.
Se tegl.
Ornamentale borter som sammenflettede bånd. Også kaldet entrelacs.
Se vendreværk.
Se vægfliser og gulvfliser.
Liggende i lige linje, i samme retning.
Flugtvej defineres i bygningsreglementet som gange og trapper, der giver betryggende mulighed for, at personer i en bygning kan bringe sig i sikkerhed på terræn i det fri. Elevatorer og rullende trapper betragtes ikke som flugtveje.
Se kvist.
Se kvist.
Forbrændingsrest, der opsamles i kulstøvfyrede kraftværkers elektrostatiske udskillere i forbindelse med rensning af røggasserne for faste partikler. F. er et gråt pulver, der ligner cement. Partiklerne er kugleformede og består hovedsagelig af glas. F. anvendes til fremstilling af beton og cement, til stabilisering af vejbærelag, som opfyldningsmateriale og til en række andre formål.
De enkelte bygninger i et bygningskompleks såsom hovedf., sidef. og tværf. En bevægelig/oplukkelig bygningsdel kan ligeledes betegnes f, f. eks. dørf, portf. og vindf.
Dør med to dørblade. Se også dør.
Et ganske lavt panel sat for neden på en væg for at beskytte denne. Kaldes i dag også fodliste eller fodpanel. Forneden på fodbrættet anbringes en fejeliste. I tømrersprog også bundlægten i et træskelet til en let skillevæg. I murersprog det bræt der, sat på stilladset udfor gangbroen, forhindrer genstande i at falde ned fra stilladset.
Se fodbræt.
Se fodbræt.
Finder man i stavhuse, bulhuse, alle andre huse bygget af træ, og bindingsværksbygninger. Den kaldes også undertiden fodtømmer. F. består af kraftige tømmerstykker lagt oven på syldstenene eller fastgjort på fundamentet, og på f. opstilles husets stolper. I nogle egne mangler f, og stolperne står her direkte på syldstenene. Kaldes også syldholt eller fodtømmer.
En lille murtinde ved foden af gavltrekant. Se også toptak.
Se fodrem.
Se dør.
Se skodde.
Se tag.
Sengotisk prydværk som hovedsageligt ses på snedkerarbejder og som efterligner et stykke papir eller pergament, der er knækket og foldet.
Baggrund eller bagvæg.
D.v.s. systemet efter hvilket mursten anbringes i de enkelte skifter, så stødfugerne ikke kommer til at ligge over hinanden i to på hinanden følgende lag. Blandt de almindelige f.-typer kan nævnes munkef, som er det ældste, det er sammensat af 2 løbere for hver binder, og medens løberne er langsgående sten, er binderne tværgående. I det polske f er der skiftevis løber og binder. Det kaldes tillige flamsk eller gotiskf, og under ét ser man undertiden de nævnte f. betegnet munkeforbandter eller vendiske f Hollandsk f opviser et skifte med polsk f, hvorover et alene med bindere. I blokforbandtet, der sammen med krydsforbandtet fremkommer i renæssancen, er der skiftevis et skifte alene med løbere og et alene med bindere. I blokf. ligger løberne lige over hinanden, i krydsf. er løberne anbragt således, at de skifte for skifte står forskudt for hinanden, krydser hinanden, hvoraf navnet. Hertil kommer f. alene med løbere, hvor man taler om halvstens- og kvartstensf, og hvis de er stillet på højkant, taler man om standerf Hvor alene bindere er kantstillede, hedder der rulskifte eller rulf. En halvstensmur er så tyk som en mursten er bred. Ved siden af de mere funktionelle forbandter gives der en del prydf, der ofte har navn efter det mønster, som stenene danner, såsom zigzagf., sildebensf. også kaldet fiskebensf. eller opus spicatum. Der er strømf, som særlig bruges på gavle, hvor det ses som afslutning på de skrå sider og sender spidser af skråtstillede, tilhugne sten ind i de almindelige vandrette f, som en række spidse tænder. Ved gesimser og bånd er undertiden anvendt savsnitf, hvor man i et enkelt skifte har skråtstillet en række mursten, så de kommer til at fremtræde som en række savtænder, hvis spidser ligger i murflugten. ræder spidserne uden for murflugten, kaldes det savtandsf. Vulstf er en frise af formsten eller tilhuggede sten, der har én kraftigt buet side, og når disse sten lægges i forlængelse af hinanden, fremkommer vulsten. Ved kantf. er både løbere og bindere rejst på højkant. En binder kaldes også en kop, og kopf. er altså det samme som binderf. Skorstensf. har løbere samt én binder i skiftevis hvert hjørne, så konstruktionen føres rundt på den anden side. Opus incertum er brudsten med mørtel imellem - opus reticulum har højkantstillede kvadratiske sten, som giver murværket en rude- eller netkarakter. Bæltemuring er skifter, der er muret med et anderledes forbandt end resten af murværket.
Mursten af en bedre kvalitet anvendt som yderskal i en teglstensmur.
En trekantet eller buet frontispice over en dør eller et vindue.
Koldf. vil sige belægning med påklæbede guld blade, der er 1/7000-1/9000 mm tykke. Se også lueforgyldning.
Søjler eller piller, der har aftagende tykkelse mod toppen.
Profillister, der forløber således, at et stykke af listen skydes frem foran det plan, hvori resten ligger. Den fremskudte liste er så forbundet med det bagved liggende stykke med listestumper med samme profilering. De kan være skråtstillede eller rette. Det kaldes også f, når et profil eller en gesims er ført rundt om en fremspringende bygningsdel.
Mindre facadefremspring, der er på mellem 1 /4 og 1/2 sten, og som går over mindst et fag.
Se tegl.
At sammenlåse en tømmersamling ved at føre en trænagle eller kile igennem.
Se forsatsrude.
En glasplade, 2-3 mm tyk, der er udskåret i et passende stykke, så den netop kan gå ind i vinduesåbningen. Den er forsynet med en tætningsliste og tager træk samt isolerer. F. forhindrer imidlertid, at vinduet kan åbnes, derfor vælger man i stedet ofte forsatsrammer, der er hængende, så de kan åbnes. Koblede vinduer er vinduer med rammer, hvorpå er sat en forsatsramme.
Se sinkning.
Opbygning, der tjener til at bære bygningsmateriale, indtil dette selv har opnået bærekraft. Kan være en form f.eks. af brædder, hvori man støber beton. Ved muring af frie spænd lægges der en bærende bræddeforskalling under, medens arbejdet og hærdning står på. Ligeledes kaldes det lette bræddelag, der bærer puds eller gips på vægge og lofter f. Forskelle. Også kaldet skelle. Tilstrygning af fuger i tegltage udefra. Det sker, hvor man på grund af konstruktionen ikke kan komme til at understryge taget indefra. I ældre tid plejede man at kalke forskellingen, hvilket både beskyttede mørtelen og gav taget et dekorativt præg. I dag ses denne kalkning sjældnere. Forskudsanker. Bjælkeanker synligt i facaden. Det består af to dele, nemlig et ankerjern, som er fastgjort til bjælken samt et forskudsj ern, som er synligt uden på muren. Undertiden er f. smedet i et stykke, undertiden fastkiles et forskudsjern i ankerjernet gennem et øje. F. har ofte en dekorativ funktion og kan være smedet som tal, bogstaver etc.
Se forskelle.
Glathugning.
Se spændbeton.
Det første rum, som man kommer ind i, og hvorfra der er adgang til de øvrige rum eller en del af dem. Kaldes også entré eller diele.
Se kvist.
Væg af planker nedrammet side om side, uden at gribe ind i hinanden.
En midlertidig murafslutning, der har form som en brudt linje, hvor hvert andet eller tredie skifte rager længere frem end de øvrige, således at der kan opnås forbandt med andet murværk.
Forinden nyligt opført murværk renses for mørtelrester med saltsyre/vandblanding, skal muren vandes, idet den fortyndede saltsyre ellers kan anrette tæringsskader på indbo m.v.
Se trappe.
Lukke til dør, vindue, skodde etc. bestående af en lille træklods, et metalstykke eller et stykke plastic, som er drejeligt om et søm eller en skrue.
Brudstykke.
Kaldes også fransk dør. En indadgående dør, der kan åbnes til det fri og er afskærmet med et gelænder.
St fransk altan.
Barok udgave af akanthus, der ud over Frankrig anvendtes i Nederlandene, England, Tyskland og Skandinavien. Det har rigt svungne forløb og virker som en blanding mellem akanthus og vinranke. Ofte indgår der morgenfruelignende blomsterhoveder og andre blomster i løvværket, ligesom der kan udvokse menneskeoverkroppe af løvværket.
Betegnelse for tømmersamling. Se tegning.
Se fransk altan.
Se storstue.
Bjælkelaget, som i et antikt tempel adskiller arkitrav og kronliste. F. kan også være et dekorationsbånd af afvigende farve eller materiale eller en stribeformet billedfremstilling. F. kan ligeledes betegne indrammede bånd på gulv, loft eller vægfelt.
Bræt, der går på tværs af de øvrige brædder i en gulvbelægning og deler gulvet op i afsnit.
Fylding i dør eller panel, hvor spejlet står ophøjet, medens den omløbende bort er forsænket.
Betegnelse for en bjælke, der bærer uden mellemunderstøtninger.
Se trappe.
En bygnings forside.
St frontispice.
En gavlagtig trekant eller buet prydelse, ofte anbragt over en bygnings hovedparti eller over vinduer og døre. Benævnes også frontgavl, fronton og frontspids.
Se kvist.
Se frontispice.
Se frontispice.
Den dybde under terræn, hvor man ikke på noget tidspunkt af året støder på temperaturer under 0° C. Er i Danmark 90 cm. En bygning skal funderes til f. d.
Det materiale, man benytter i mellemrummene imellem mursten eller andre typer sten i en væg for at binde stenene sammen. Det kan være mørtel- eller limbaseret. Endvidere benyttes fugemasse som materiale til tætning af fuger omkring vinduer og døre og i dilatationsfuger. Der kan fugemassen være kunststofbaseret for at kunne beholde sin elasticitet over en længere årrække.
F. er åbningen imellem to sammenstødende materialeflader. F.eks. kaldes mørtelfyldte mellemrum mellem de enkelte sten i en mur for fuger. De lodrette f. kaldes også lod-, stød- eller studsfuger, de vandrette kaldes leje, eller langf. Fyldte f. ligger i plan med stenenes forsider. Det samme gælder skrabef. Knasf. er ganske smalle. Båndf. er brede, båndagtige. Brændte f. eller relieff har en lille midterfure udført med et såkaldt brændjern, hulf. har indadhulet overflade. I rygf. er mørtelen samlet op i en ryg, så f. træder længere frem end stenene. Kelf eller rillefuge har form mere eller mindre som en fremstående halv rundstav. Undertiden kan de dog være mere fremtrædende og bliver til ribbef. Den stærkt fremtrædende f. kaldes hamburger/. Den kan have et buet forløb for oven, men det almindeligste er skrånende sider og et smalt, fladt midterparti. Hamburgerf. er tilknyttet klassicismen. En vandfalds/, er skråt afskåret, så den overliggende sten fremtræder med en kant ud over den. Fladskårnef. har skrå sider og en flad ryg, som når ud i murflugten. Falske f. er ridsninger i f. eks. kvadre, som skal ligne f. Mellemrummet mellem to brædder kaldes ligeledes en fuge.
Udtryk, der anvendes om den del af en bygnings varmetab, der finder vej igennem fuger.
Visse bygningskonstruktioner kan isoleret særligt imod fugt. Eksempel er sokkel på huset, der stryges på ydersiden med asfalt eller tjæres. Der lægges asfaltpap oven på soklen, før opmuring påbegyndes.
Betegnelse, der benyttes om materialer, der kan tåle påvirkning af vand i kortere eller længere tid.
Se dampspærre.
Massiv mur.
Tømmer, f. eks. bjælker, der har lige sider og retvinklede kanter.
Tømmer i hele stammens tykkelse.
Den del af bygningskonstruktionen, der bærerselve huset.
Enhver bygning skal stå på fundament, der når ned til frostfri dybde og bæredygtig bund, således at bygningen er sikret mod skader som følge af bevægelser i jordbunden.
Sejyldholt.
Kaldes også fyldetømmer. I bybindingsværkshuse med udkragninger er der i hjørnet mellem bjælkeender, rem og den overgangsfod, der bærer det overliggende bindingsværk, et åbent rum. Det er undertiden blevet udfyldt med murværk, men i renæssance og bruskbarok var det almindeligt, at der i stedet indsattes et f. Det er udelukkende dekorativt og kan være udsmykket med profileringer eller skæringer. Det er ophængt mellem bjælkeenderne i tappe eller vinger, som går ind i disse.
En plade, der udfylder arealet mellem rammestykker i døre, paneler etc. I middelalder og tidlig renæssance kunne det forsænkede parti i f. eks. en dørfløj, som man normalt ville benævne f, simpelthen være gravet ned i de massive planker, som udgør konstruktionen, eller rammestykkerne kan være pådyvlet dørfløjens planker som løse dekorationsdele. Først da man i renæssancen begynder at dyvle en løs flade på rammestykkeres bagside, så man på den ene side far et forsænket parti og på den anden et fremtrædende, kan man tale om egentlige f. - Siden går man over til at note f. ind i rammestykkerne. Den fremstående flade i nogle f's midte kaldes for spejlet.
Se fylding og dør.
Se pilaster.
Se fuge.
De tømmerstykker i bindingsværk, der er anbragt mellem stolper og remme, og hvis tilstedeværelse til dels skyldes dekorative hensyn. Se løsholt, dokker og skråbånd.
Se træ.
Hår fra køer, heste og geder, brugtes forhen undertiden som et isolerende lag under gulvbrædder eller mellem panelværk og mur. Også brugt til at ælte i mørtel for at give denne større sejghed, hvilket f.eks. er en fordel ved understrygning aftage. Ligeledes i stukarbejder indgår der ofte f., så materialet får større sammenhængskraft.
Se byggetilladelse.
Stederne hvorpå en bues fodender hviler, kaldes vederlag, og den linje, der kan trækkes imellem disse vederlag, kaldes f.
