Folie af plastic eller metalbelagt papir anbringes i ydervægskonstruktionen, så tæt på indersiden af væggen som muligt og forhindrer luft fra husets rum i at trænge ud i den koldere ydervæg, hvor dampen kan kondensere til vand med risiko for, at der opstår råd- og svampeangreb.
Se vindue.
Se privét.
Se søjle.
Maskerone med et diadem eller stort hovedtøj - ofte af form som en viftedannet fjerprydelse. Forekommer hovedsageligt i renæssance og bruskbarok.
Se bosse.
Se kvader.
Se forstue.
Betegnelse for et materiales evne til at stoppe luftformige stoffers gennemtrængning af materialet. Se også dampspærre.
I større materialeoverflader er det nødvendigt at opdele arealet i mindre dele for at undgå revnedannelser, når materialet arbejder ved temperatursvingninger. Fuger, der etableres af denne grund, kaldes dilatationsfuger og fyldes ud med elastisk fugemasse, der sikrer en tæt samling, når materialet bevæger sig.
Dækelement af beton. Elementet er i tværsnit formet som to sidestillede T-er og anvendes til betondæk.
Se smig.
Brunviolet pigment bestående af jemoxid. En del brugt til bindingsværk.
Også kaldet dukker eller pevlinger. Korte lodrette tømmerstykker i en bindingsværksvæg. Deres opgave kan være at afstøtte løsholter eller remme, men ofte er de rent dekorative. Se også bindingsværk.
Se søjle.
Frise med stiliseret bladværk og konkav profil. Ofte med en række små, rektangulære blade øverst og under dem to-tre profileringer.
Støttebjælke liggende under de andre bjælker i et bjælkelag og på tværs af disse. Ofte bæres drageren oppe af stolper, piller eller søjler.
En tømret støttekonstruktion hvori en drager indgår.
På gammeldags nedløbsrør fra tagrender lod man undertiden det øverste stykke gå lige ned og ende med en smukt udformet knop. Rørets bøjning ligger da lidt over knoppen. Denne konstruktion kaldes et d.
En kraftig planke med tværsnit som en retvinklet trekant. Den indgår i væggen i et bulhus, hvor den sidder nederst over fodremmen og således, at den lige side vender indad i huset, medens den skrå vender ud. Den tjener som en slags vandnæse og tvinger nedadsivende vand ud og bort fra fodremmen, så det ikke bliver stående her og forårsager råd.
Omkring husets fundament kan der nedlægges rør, enten af ler eller perforeret plast. Rørene tjener til at bortlede nedsivende regnvand, således at dette ikke trænger ind i huset.
Lille aflangt, undertiden cylindrisk ornament, som anvendes meget i renæssance og nyklassicisme. Kan også have andre former, f.eks. være balusteragtigt med profilringe øverst og fortykkelse nederst samt rundet afslutning.
Tilhører den doriske stil og er en plade under gesimsen med 6 cylindriske knopper.
Prydstav opbygget som en række hulmønter, der er lagt i forlængelse af hinanden, og sådan at de overlapper hinanden nogenlunde til midten. Undertiden med bændel gennem hullerne. Ses i såvel stenhuggerarbejder som træskæringer. Især knyttet til renæssancen.
Se dokker.
Kaldes også duppet. Betegnelse for vægge eller gavltrekanter, der alene er lukket af dukker eller dupper, hvorved forstås tykke bånd vredet af halm eller tang og knyttet sammen i forskellige former, hvorpå de er klemt ind mellem lodrette stokke.
Se dukket.
Det åbne rum op gennem en trappe, der afgrænses af forvangen og gelænderet.
Se dyvel.
En pløk eller tap af træ oftest med rundt tværsnit, men kvadratisk tværsnit forekommer ligeledes. Ved samling af tømmerstykker drives d. igennem konstruktionen, f.eks. en tapning, så de to tømmerstykker fastlåses til hinanden. Oftest afskæres d. i plan med overfladen. Kaldes undertiden dybel.
Uigennemskinnelig farve.
Liste, der dækker over samlingerne ved snedkerarbejde. Tidligere den liste, der oventil afslutter et panel. Ofte var den udformet som en rigt profileret gesims.
Se abacus.
Se stukkering.
En indgangsåbning i mur eller væg. Selve dørhullet kaldes lysningen. Det omgives af en dørkarm og - måske - et dørtrin eller en tærskel eller bundstykke for neden. For at dække overgangen mellem mur og karm og for at give d. en smuk indramning, er der måske opsat en gericht (gerigt) med profileringer eller - undertiden - med udskæringer. For at lukke åbningen er der isat en dørplade, dørfløj eller dørflage, og den er ophængt i et gangtøj (hængsler). Den holdes lukket med en dørlås, der påvirkes ved, at man trykker et håndtag ned. Lukketøjet kunne i ældre tid også være et klinkefald. I det tilfælde har man ikke brug for et vippeligt håndtag. I stedet kan der være anvendt en gribering eller en håndknage. Sådanne konstruktioner var almindelige helt til nyere tid. I renæssance og bruskbarok anbragtes egentlige låse uden på dørbladet, som de skruedes eller boltedes fast til. I barokken voksede låsen mere sammen med dørbladet i en kasselås, der først ragede et stykke uden for dørbladets overflade, men til sidst fandt plads inden for dens tykkelse og klemtes fast mellem to metalplader - en på hver side af dørpladen. Døre i senmiddelalder og renæssance er ofte revledøre med store jernbeslag på forsiden. Oven på dørpladens planker kunne man påsætte en rammekonstruktion med udskårne fyldinger. I renæssancen fremkommer der rammedøre, hvis fyldinger er plader, som er fastdyvlede til rammeværket. De fremtræder forsænkede på dørbladets ene side og ophøjede på den anden. I barokken falses fyldingerne ind i rammetræet. Gotikkens døre har ofte mange små fyldinger, renæssancens gerne kun to - undertiden med en mindre skudt ind imellem. Den tidlige barok følger ofte denne udformning, hvorimod højbarokkens døre fra begyndelsen af 1700-årene som regel kun har en stor fylding, noget som i provinsen træffes til århundredets midte. Senbarokkens døre har gerne tre fyldinger, en stor i midten, smallere over og under, rococoens to fyldinger, hvoraf den øverste kan være den største. Dette holder sig i den tidlige klassicisme, medens den sene klassicisme ofte har mange små rektangulære fyldinger. Fløjdøre kendes i gotik og renæssance, men bliver først almindelige i barokken. Renæssancens pragtdøre kan have vidtløftige gerichter med frisøjler, frontispice og udskæringer, men de fleste renæssancegerichter er smalle og meget enkle. Både den tidlige barok og højbarokken har brede gerichter med mange profileringer, og tidlige barokgerichter kan have enforkrøpning for oven på højsiderne. I senbarokken bliver disse forkrøpninger til ører for oven, og især jysk barok kan også opvise dem for neden. Jo yngre d. er, des større er enkelheden som regel. Medens dørene i beboelsesbygninger indtil omkring 1930 oftest var udført med fyldinger i forskellige inddelinger og mønstre, er den moderne industridør næsten altid glat med overflade af finer eller malet. Der findes døre til specielle formål, hvoraf kan nævnes: branddør, der beskytter bedre mod brandgennemtrængning, lyddør, der isolerer bedre mod lydgennemtrængning,yoWe^ør, der muliggør en opdeling af ét stort rum i to.
Se dør.
Betegnelsen dækker to begreber: En d. kan være en tværbjælke over døren eller vel snarere en løsholt, der måske er udsmykket med rundbue eller æselrygbue, og hvori der ved hoveddøre kan være udskåret forskellig ornamentik, navnetræk, initialer, årstal for husets opførelse etc. D. kan tillige være en på dørfløjen anbragt hammer – ofte smukt skulpturelt udformet, til at banke på døren med.
Se dør.
Se klinkefald.
Se opholdsstue.
En kraftig oliedæmpet fjeder, der sørger for at holde døren lukket. Pumpen sidder fast på selve dørpladen og er forbundet med et hængsel til dørkarmen.
Kan være en ringformet dørhammer, men er lige så ofte blot et håndtag, som bruges, når døren skal lukkes eller åbnes. D. ses bl. a. på mange gamle kirkedøre.
Se supraporte.
