Se trappe.
S-formet bøjning af nedløbsrør, hvor dette føres fra tagrenden, forbi gesimsen og ind på facaden.
Fenolformstof fremstillet første gang ca. 1910 af L. H. Beakeland. Det første plasticstof opbygget alene på syntetisk basis. Anvendt meget til bl.a. håndtag.
Udgraves af sandlejer på land. Medens kornene i strandsand er rundede, er de skarpkantede i bakkesand, hvilket giver særlige egenskaber i forbindelse med mørtel, cement etc.
Egentlig en tronhimmel af kostbart klæde, men senere efterlignet i både træ, sten og stuk. F.eks. er barokkens stuklofter undertiden udført som var de b. Dækstykket til et lampeophæng i loftet kaldes også en b.
En uoverdækket udbygning af en etage. Den bæres af kragsten, piller, søjler eller evt. af bjælker fra husets bærende konstruktion forlænget ud under den. I nyere byggeri er armeret beton eller jemdragere undertiden anvendt som bærende led. B. har en brystning af murværk eller - undertiden - af tilhuggede sten, en balustrade eller et gelænder, evt. af smedejern. En tilsvarendeudbygning i en større sal kaldes ligeledes b.
Forekommer i trappegelændre, balustrader etc. B er det enkelte lodrette led i afskærmningen. Kan være udført af forskellige materialer f.eks. jern, sten eller træ. Den kan være sammensat af flere profilled og være belagt med profilringe. Findes med cirkulært, ovalt og kantet tværsnit. Kan også være udstyret med udskårne eller udhuggede prydelser.
En brystning med balustre.
En enkel bygning, ofte af træ, til midlertidig brug.
Se basis.
Se basis.
Kirkebygning med midterskib og to side-skibe. Midterskibets tag er højere end sideskibenes.
Kaldes også basement eller base. Fodstykke på pille eller søjle, sokkel på mur.
Et relief hvis figurer kun er svagt ophøjede fra baggrunden i modsætning til hautrelief.
Se mørtel.
BD og BS er betegnelse for et byggemateriales brandmodstandsevne. Typisk er BD-30 og BD-60. Betegnelsen refererer til en specifikation fastlagt i Dansk Standard, hvor tallets størrelse er udtryk for brandmodstandsevnen i antal minutter.
Herved forstås etagearealets procentvise andel af grundstykkets areal. Beregning af bebyggelsesprocent er beskrevet i lov om kommuneplanlægning §42.
Imprægnering af træværk med farvende eller beskyttende væske.
Se udkastet.
salen i et hus med lav stueetage.
Båndmønster med linjeføring varierende med buer og knæk. Undertiden suppleret med løvværk, vasemotiver, lambrequins og andre figurer. B. anvendtes i barokkens lofter, som udskæring på døre og paneler, som dekorationsmaleri og på stuklofter etc. Opkaldt efter den franske ornamentstikker Jean Berain (1640-1711).
Tyndt udglattet mørtellag på mur. Mørtelen er udkastet på muren og skrabet let med kanten af en murske og afkostet med vand. I ældre tid kaldtes det at rappe muren.
Kaldes også beslagværk. Opstod i Nederlandene i anden halvdel af 1500-årene og optræder i Danmark tidligt i 1600-tallet. Den er anvendt både i sten og træ og fremtræder som basrelief, der efterligner kunstfærdigt smedede jernbeslag med dekorationer som båndværk, nagler, knopper, rosetter, bladværk og bosser. B. er kun tilknyttet renæssance og bruskbarok.
Se beslagornamentik.
Hærdnet blanding af cement, tilslagsmaterialer, evt. flyveaske, og vand. Tilslagsmaterialerne er sand, grus og sten. B., der i dag benyttes i udstrakt grad til bærende konstruktioner er, når blanding og støbning er rigtigt udført, et holdbart og stærkt byggemateriale. B. finder anvendelse i husbyggeri til fundamenter, etagedæk, søjler, bjælker, yder- og indervægge, enten som præfabrikerede elementer eller in situ støbt. B. besidder en stor trykstyrke, hvorimod trækstyrken er ringe. Derfor udstyres b. som regel med slap og/eller forspændt armering i form af stålstænger eller -tråde, der sikrer en tilstrækkelig trækstyrke. Armeret beton eller jernbeton, som b. med indlagt armering kaldes, dukkede frem i midten af 1800 årene, men har først fået sin store udbredelse i dette århundrede. Den tid, der går, fra betonen er opblandet af cement, tilslag og vand som grødagtig masse, til den er størknet, kaldes bindetiden. Den egentlige styrke af b. opnås først efter en længere hærdning, hvor man normalt regner med, at betonen har nået sin normerede styrke efter 28 dage. Allerede efter 7 dage har b. dog opnået omkring 75 % af sin normerede styrke. Blandingsforholdet imellem b.'s enkeltdele kan f.eks. udtrykkes ved tre tal angivende f. eks. 1:3:5, der betyder, at der til en del cement skal anvendes tre dele sand og fem dele sten. Blandingsforholdet er afhængig af, hvad b.skal bruges til, idet man til b. med stor trykstyrke, der skal benyttes til stærke konstruktioner, skal bruge forholdsvis mere cement og sand end til svage. Således er 1:3:5 beton beregnet til stærke fundamenter og gulve, medens almindelige fundamenter og gulve kan støbes med 1 :4:7 b. Særlig stærk jernbeton kan være 1:2:3 eller endog 1:2:2. Den mængde vand, der tilsættes, når betonen blandes, har dog også afgørende indflydelse på b.'s styrke, og man benytter derfor ikke længere blandingsforholdet ved bestilling af b., men derimod hvilke krav til trykstyrke og eventuelt andre egenskaber, b. skal opfylde. Endvidere stilles der indenfor byggeriet en lang række andre krav til bl.a. b.'s støbning, indhold af forskellige stoffer, som det vil være for omfattende at omtale her. Alt efter b.'s konsistens når den er blandet, skelner man imellem jordfugtig, stivplastisk, plastisk og flydende b. Jordfugtig b. er ganske kompakt, mens flydende b. er som en tyk vælling. Den nystøbte beton bliver ad mekanisk vej vibreret, således at materialerne lejrer sig tæt og udfylder formen helt. Letbeton er b., hvor man enten ved hjælp af tilslagsmaterialer eller mekanisk/kemisk gør betonen luftfyldt. Af letbetontyper med tilslagsmaterialer kan nævnes klinkerbeton med brændte lerklinker og træbeton med træuld og høvlspåner. Blandt letbetontyper, der er fremstillet ad mekanisk/kemisk vej, er gasbeton den kendteste.
En plade af beton, der benyttes til etageadskillelse. Betonribbepladen er fremstillet på fabrik -præfabrikeret. Betonribbepladen kan have forskellige profiler for at sikre optimal bæreevne i forhold til spændvidde og materialeforbrug.
Anvendes dels til aftræk og dels til spildevandsledninger. B. udføres som præfabrikerede produkter i forskellige størrelser
Se tag.
To sidestillede vinduer der omsluttes af en fælles bue eller er anbragt i samme vinduesniche. Kan f. eks. ses på Rundetårn.
Indadbuet på begge sider.
Udadbuet på begge sider.
Udhuggede furer i møllesten eller på trappesten for at man ikke skal glide på disse.
Tømmer, der er glathugget med en bredbil – en kortskaftet økse med et meget bredt hoved.
En kvadersten med udhugget ornamentik eller motiv. Forekommer mest i vore romanske kirker. Bilæggerovn. Kan være både af jernplader og af kakler. Den har ingen selvstændig indfyringslåge, men knytter sig til et ildsted - lægger bi. Den er uden bagside, og fra ildstedet skubbes der gløder ind i ovnkassen, som er i stuen ved siden af.
I bindingsværk en loftsbjælke, der går på tværs af huset fra langside til langside og »binder« de to modstå-ende stolper sammen.
Fast b. eller kop er teglsten,.der går på tværs i en dobbeltmur og stabiliserer denne i modsætning til løberne, der går på langs af muren. I dag benyttes b. af galvaniseret jerntråd eller plastic til at stabilisere hulmure.
Se forbandt.
En kraftig jernring, der er ophængt i en øsken sat ind i en mur. B. forekommer hovedsageligt på kirkegårdsmure, på gamle smedier og kroer. Den er beregnet til at binde hesten ved.
Se beton.
Betegnelse der bruges om bygningsdele, der er sammenføjet således, at overfladen ligger i samme lodrette og vandrette plan.
Bygning hvis bærende og sammenholdende konstruktion består af lodrette og vandrette tømmerstykker evt. suppleret med skråtstillede stykker. De bærende lodrette stykker er stolperne. De kan hvile direkte på syldsten – en sokkel af marksten oplagt uden brug afbindemiddel – men det almindeligste er, at der oven på sylden er lagt en langsgående bjælke, en fodrem, som stolperne er tappet ned i. For oven sammenholdes stolperne af en tagrem, som de er tappet igennem, og på den hviler tagkonstruktionen, afstan den imellem to stolper kaldes et fag, og udfyldningen i tømmerkonstruktionen benævnes tavl. Disse tavl kan være lerklinede på fletværk - vendreværk - eller udmurede med ubrændte lersten eller brændte sten. I Vestjylland især har man også sat strandsten eller marksten i tavlene. I træfattige egne lod man det undertiden blive ved denne enkle konstruktion, men som regel er der indskudt andre tømmerstykker. Mellem stolperne kan der således gå vandrette tømmerstykker, løsholter, som er anbragt lige under vindueshøjde. I huse med særlig rigt b. kan der være flere løsholter pr. fag, dog er det almindelige en. På Als har man kunnet opvise huse med tre løsholter over hinanden. Mellem fodrem og løsholter kan der være kortere lodrette tømmerstykker, såkaldte dokker, og på Fyn, hvor der kan være to hold løsholter pr. fag, ses undertiden mellem øverste løsholt og tagremmen en frise med ganske lave, tætsiddende dokker.Der forekommer ofte skråbånd i den nederste del af fagene for at stabilisere konstruktionen. De udgår i gotisk b. gerne fra et hjørne mellem stolpe og fodrem og forløber op til hjørnet mellem stolpe og løsholt. Altså ét skråbånd pr. fag, I renæssancen er der fortrinsvis to skråbånd, de udspringer fra hver sin side af midten på fodremstykket mellem stolperne og går herfra op til hjørnet mellem stolpe og løsholt. Lange skråbånd, der går fra et hjørne mellem stolpe og fodrem og skærer sig op gennem løsholtet for at ende i fagets modstående hjørne mellem stolpe og tagrem eller f.eks. midt mellem løsholt og tagrem på stolpen, kaldes stormbånd eller ranker. De tjener til at opfange og fordele vindpres, og selv i skovrige egne, hvor man havde træ nok til rådighed, vil man ofte se, at disse stormbånd er af krumvokset tømmer. Det skyldes, at sådanne stykker bedre fordeler trykket end rette stykker. Som regel sidder stormbåndene i de yderste fag, men de ses tillige i de næstyderste samt på siden af porte. For at opnå den fornødne stabilitet, er tømmerstykkerne tappet sammen, og da træ arbejder, kan tapningerne i tidens løb blive løse, hvorfor man har låst dem fast ved, at der er boret gennem både tømmer og tap og sat en nagle eller dyvel gennem hullerne. Som nævnt har b. måttet indrettes efter de forskellige egnes rigdom eller fattigdom på tømmer. I nogle områder, f.eks. på dele af Fyn og i Østjylland sidder der meget og svært tømmer i husene, og der indgår led, som har liden eller ingen betydning for konstruktionsstabiliteten, men stort set er dekorativt bestemt. I Midt- og Vestjylland, hvor der var sparsomt med træ, har man anvendt, hvad der forefandtes af konstruktionsmaterialer, f.eks. tømmer, der ikke er ret, og på vestkysten ses en udbredt anvendelse afstrandingstømmer. Fortrinsvis er der brugteg til b., men fyr forekommer ligeledes, ikke mindst i nyere huse. Genbrug har været almindelig. Især i træfattige egne indgår der undertiden tømmerstykker, hvis tomme taphuller viser, at det engang har siddet i et andet hus. Der er ofte stor forskel på land- og bybindingsværk. Profileringer og udskæringer ses kun undtagelsesvis på landbindingsværket, hvorimod de i stor udstrækning optræder på bybindingsværk fra renæssance og bruskbarok samt på de få huse, der er bevaret fra gotisk tid. Ligeledes er huse i flere stokværk sjældne på landet, men almindelige i byerne. Hovedkonstruktionerne i de to typer b. er ganske vist stort set de samme, blot indgår der led i bybindingsværket, som ikke eller yderst sjældent kan iagttages på landet, det gælder således udskårne tømmertrekanter i hjørnerne mellem overgangsfod og stolper i andet stokværk - som regel kvartrosetter, der kan vokse sammen via stolpen til halvrosetter. Ligeledes såkaldte fyldholter dækkende det åbne parti mellem rem og overgangsfod for oven i fagene. Hertil kommer udskårne knægte, som næsten aldrig findes på landet, hvor knægte alt i alt er sjældne undtagen på herregårdsbygninger. Byhuse fra renæssance og bruskbarok har oftest en udkragende side mod gaden, medens den forløber ret på gårdsiden. Sidstnævnte sted er der i så fald brugt højstolper, der går over to stokværk. Har der været et tredie stokværk på, er en udkragning dér sandsynlig. Mod gaden standser første stokværk over remmen, og de udstikkende bjælkeender bærer overgangs/oden til næste stokværk, den er faktisk en fodrem, i hvilken stolperne er nedtappede. For at støtte konstruktionen er der under bjælkeenderne sat knægte, profilerede eller udskårne, og det er i partiet mellem knægte, rem og overgangsfod, fyldholtener anbragt, den er tappet ind i siden på bjælkerne. Knægtene udfylder hjørnet mellem stolpe og bjælke, og stolpen er tappet op gennem både rem og bjælke. På landet - og i nogle byhuse - valgte man måske i stedet at sammenholde konstruktionen ved gennemstikninger af bjælkerne. Stolperne går da et stykke højere op end gennemstikningsstedet, der er en højrektangulær udstemning gennem hvilken det i en tap endende bjælkehoved føres. For at fastlåse gennemstikningen, er der i bjælkehovedet helt inde ved stolpen boret fra et til tre huller, gennem hvilke der er stukket dyvler. På Østsjælland hovedsageligt i Køge - har man på en del huse kombineret gennemstikning og knægt for oven. Der er udført gennemstikninger, og såkaldte tagskægs knægte er hulede fra bagsiden, så bjælkehovedet har kunnet finde plads inde i knægten. Der er så boret igennem knægtens sider og bjælkehovedet og sat dyvler på tværs, så bjælke, stolpe og knægt låses sammen. Knægten støtter så en rem. I barokken går man bort fra udkragninger og høj stolper. B. bliver opbygget stokværk for stokværk, og de mange profiler og udskæringer forsvinder også fra bybindingsværket. De mange prydled - f.eks. hovedparten af skråbåndene og dokkerne udelades, der bruges dog gerne fortsat skråbånd i hjørner og enkelte andre udsatte steder. I stedet for gennemstikninger og samlinger med knægte kæmmes bjælkerne ned i remmen. I løbet af det 19. århundrede fortrænges bindingsværket af grundmurede huse. Det sker først i skovfattige egne som f.eks. Nordvestfyn. Ofte sker det gradvis, således at forfaldne bygningsdele i bindingsværket omsættes i grundmur, og huset kommer til at fremtræde med blændet murværk.
Eet spærfag med hanebånd og andre mulige stykker forbindelsestømmer imellem.
Et led i bindingsværkshuset bestående af to overfor hinanden stående stolper og den bindbjælke, der holder dem sammen.
En lille udbygning foran indgangsdøren. B. kan have åbne sider og kun være overdækket, det værner da folk, som skal ind i huset, mod tagdryp. Ofte forsynet med siddepladser.
De egentlige b. er nærmest at ligne ved kirkernes stolestadegavle. De har båret den ene ende af et siddebræt, hvis anden ende var sat ind i husets mur eller var lagt på en konsol eller anden støtte. Ofte kaldes imidlertid også indgangsstøtter, som ikke har haft denne funktion, men udelukkende tjent dekorative formål, b. Såvel b. som indgangsstøtter er ofte ornamenterede.
En vandret, bærende bygningsdel. B. går ofte fra ydervæg til ydervæg. Materialet kan være sten, jern, armeret beton, men er især i ældre bygninger næsten altid træ. Indtil omkring midten af 1700-årene var tilhuggede b. det almindeligste, derefter var tilså vning det hyppigste. B.laget i et hus kaldes også undertiden bjælkeværket. Ved bjælkehoved forstår man den tilhuggede del af b., som stikker uden for vægfladen. Bjælkeanker er en bygningsdel smedet af jern, der holder en bjælkeende og murværk sammen. Se også forskudsanker.
Se bjælke.
Se bjælke.
Til en etageadskillelses bærende del kan der benyttes en række bjælker af træværk, kaldet et bjælke lag. Tværsnittet af den enkelte bjælke kan være 200 x 200 mm (8" x 8") eller 100 x 200 mm (4" x 8") eller andet, alt afhængig af afstanden dels imellem de enkelte bjælker og dels imellem bjælkens understøtninger.
Se bjælke.
Et hvælvet rum i en maltkølle med åbninger, som varme og røg kan stige op igennem. Også en indadbuet, rygget, indvendig knægt kaldes en b.
Se forgyldning.
Søjlehoved eller kapitæl prydet med bladværk. Gerne akanthusblade.
Se sammenbladet.
Dekorationsstav opbygget af bladformer, f. eks. akanthusblade, egeblade og laurbærblade, som er lagt i forlængelse af hinanden, og sådan at de overlapper hinandenn smule. Undertiden omvundet med bånd.
Murværk hvori forskellige materialer er anvendt, f.eks. tegl eller granit sat imellem hinanden.
Tage, hvor man har anvendt to forskellige slags tækkemateriale, f.eks. som det forhen var ret almindeligt i Vest- og Midtjylland, halm og lyng lagt stribevis.
Teglstensmur uden overfladebehandling bortset fra fugning.
Se kvist.
Gulv, der er af træ og som tjener som underlag for andre belægningstyper.
Se blænding.
Dækket konstruktion, som ikke er beregnet på at blive set.
Fremstående murværkskonstruktion i to skifter bestående af nederst en binder og øverst en løber. De optræder som bærende led for en gesimsprofil, og den samlede konstruktion kaldes en bloktandgesims.
Se forbandt.
Er opbygget afrette nåletræsstammer, der overalt er lige tykke. I hjørnerne er de »knudede« sammen i en ret vinkel. Denne sammenknytning er udført således, at to modstående stammer fra det ene lag altid skyder halvt op i det næste, så der er binding i begge retninger. Ofte har stammerne et ovalt tværsnit, en »ryg« for oven og en fure forneden, så ryg passer op i fure, hvilket gør væggene nogenlunde tætte. Rigtigt udført er konstruktionen selvbærende og behøver blot at hvile på 4 hjørnestøtter.
Se skifte.
En gesims under et let udkragende murparti Den består af to skifter, hvori løbere veksler med bindere. I skiftet under udkragningen krager løberne ud, medens binderne imellem dem holdes i murflugten i den ikke udkragede mur. I næste skifte er det binderne, der krager ud, medens løberne bliver i murflugten. På den måde kommer de udkragede bindere til at sidde midt under de udkragede løbere, så der hver gang fremkommer en T-figur, en blok.
Se guirlande.
Dekorativ snor undertiden med naturalistiske blomsterhoveder, undertiden med mere stiliserede blomsterklokker og med et perleled mellem hver af klokkerne. Forekommer både malede og som stukkaturer.
Se vindue.
Murfordybninger, der er udformede som en arkade.
Se blindgulv.
Flad murniche. Kan være anvendt alene i dekorativt øjemed eller for at spare på bygningssten - i sådant tilfælde kaldes den en spareniche. Ofte har b. navn efter deres form. Nævnes kan kløverbladsb., der kan være med tre eller fire »blade«, der er trappestiksb. med aftrappet overkant, skjoldb., cirkelb., små lodrette, smalle pibeb., hængestavsb. med en stav hængende ned i midten. Der er gotikkens høje, slanke lancetformede højb., spærstikb. endende i to tagstillede mursten samt forskellige korsb. Sparreb., der ikke må forveksles med spareniche, er en blænding af sparreform - som et omvendt V
Gavl prydet af blændinger.
I forbindelse med blændinger f. eks. på en gavl. Se lisen.
Medens bindingsværk normalt er med halvstensmur i tavlene, er de her helstens, og stenene kommer derfor på den ene side til at rage uden for bindingsværketstømmer. Når der så mures mellem tavlene, blændes tømmeret. Det har været brugt for at fa en lunere mur og for at beskytte tømmeret imod fugt.
Karmstykke, der tjener til fastgørelse af dør- eller vindueskarm. B. er skjult i konstruktionen.
Når et hus funderes, kan man være udsat for at støde på lag i jorden, der ikke er bæredygtige. Disse lag skal så udskiftes eller også skal man foretage fundering med pæle.
Se tegl.
Lille hus eller skur - barak.
Vægge panelerede fra loft til gulv.
Se forgyldning.
Se bulhus.
Udsparinger i murværk til at bære murerstilladset. Undertiden har man ladet dem stå åbne - f.eks. i gotiske kirketårne - til stilladsopstilling ved kalkning af murværket.
Kanter på tømmer eller planker, der udgøres af træets rundlige yderside.
Navnemærke eller ejermærke, som man har brugt i stedet for underskrift. Det skyldes altså analfabetisme. B. har været anvendt siden 500-årene. Er ofte sammensat af runelignende figurer. Ses bl.a. ikke sjældent udskåret på dør- eller porthamre.
Se panel.
Kant, bort.
Natursten, der er brugt til kantning mellem fortov og render, som kørebanesten i porte og som trædesten i fortove. De er ret lange og gerne ca. 30 cm brede. Materialet er normalt granit.
Murværk hvis rustik-tilhugne kvadre har flader, der springer længere frem end kvaderens kant.
Mindre rundet eller kantet fremspring på arbejder af sten-, træ- eller metal. Ofte som en slebet, indfattet ædelsten. Efter formen taler man om diamantb., pyramideb., cabochonb., som har oval, hvælvet form etc.
Ved brandbelastning forstås den samlede varmemængde i mega joule pr. m2 gulv, der frigøres ved fuldstændig forbrænding af alt brændbart materiale, herunder lagervarer, inventar samt bygningskonstruktioner og -materialer. Mega joule er en måleenhed for varmemængde.
Ved en brandcelle forstås et eller flere rum, som er adskilt fra tilstødende rum eller bygninger ved bygningsdele og -konstruktioner, som mindst svarer til BS-bygningsdel 60.
Hermed forstås en dør, der yder en vis modstandsevne imod brand. Graden af modstand betinger dørens klassifikation, der er fastlagt i Dansk Standard 1052.2. En Branddør kan være brandsikker benævnt BS-dør, hvor den er lavet som ståldør. Flammestoppende benævnt F-dør er lavet af træ eller stål og er ofte forsynet med trådglasruder. Endvidere kan der være tilkoblet forskellige former for dørlukningsautomatik i tilfælde af brand, hvis man har behov for, at døren i den daglige brug skal stå åben.
Se slikhinde.
Såfremt man ønsker at beskytte indvendig træværk mod brand, kan dette påføres en lak eller maling, der virker brandhæmmende.
Den del tå brandmuren, som er synlig over taget.
Skillevæg, som går i hele husets bredde og højde. Den er normalt af mur eller beton, og kan gå et stykke op over tagryg og tagflade i en såkaldt brandkam. I sammenhængende bebyggelser ligger b. mod skellet til nabogrunden, og mellem to sammenstødende nabohuse skal der være en b. Den tjener til at begrænse udbredelsen af brand og er derfor normalt uden åbninger. Bygningsreglementet fastlægger bestemmelser for en brandmurs opbygning.
Sådan kaldes vinduer, lemme og døre i ydervægge og tagflader, som personer kan reddes ud igennem. Bygningsreglementet fastlægger de nærmere bestemmelser for brandredningsåbningens placering og størrelse.
Forbedring af eksisterende bygninger, således at brandfaren nedsættes, og opståede brande forsinkes i deres udbredelse. Lovgivningen fastlægger regler for brandsikring.
Se husbrand.
Se sandsten.
Mere eller mindre omhyggeligt tilhugne sten til brolægning. Herhjemme samt i Norge og Sverige er materialet gerne granit, medens man andre steder har brugt f. eks. hård sandsten og basalt. Danske b. kommer i reglen fra Bornholm. Den øverste del af stenen kaldes hovedet, den nederste roden. Sidefladerne skråner gerne en smule, så roden ersmallere end hovedet - en betingelse for, at stenene kan lægges tæt. Chaussésten er mindre end almindelige b., men begge typer findes i flere størrelser og former.
Mur af kløvede, utilhugne sten.
Har kantforløbet afbrudt for oven i midten. I det åbne rum skyder ofte en figur eller et ornament op.
Se tag.
Bruskbarokkens foretrukne ornamentik. Det er sammensat af fantasifuldt bladværk i store snoede og flyvende udformninger. Ofte blærer det op som på tangplanter eller forløber ud i C-formede bønnebælge med en hel række bukler. Ikke sjældent går løvværket over i brølehoveder - vrængmasker af dæmonisk karakter. Det er karakteristisk, at volutterne på den meget brugte joniske kapitæl, vrides og trykkes, så de kommer til at minde om høvlspåneruller, der er trådt flade. Bruskbarok er renæssance i barok udformning (ca. 1630 - ca. 1670).
En bygnings eller bebyggelses bruttoetageareal er summen af bruttoarealerne af samtlige etager, herunder kældre og udnyttelige tagetager. Der gælder visse begrænsninger og udvidelser fra denne regel. Beregning af bruttoetagearealet er nærmere beskrevet i bygningsreglementet. Se også bebyggelsesprocent.
Et ret stort rum beregnet på brygning, slagtning, bagning, vask etc. Det har en grue med gruekedel og et stort åbent ildsted med bageovn tilknyttet. Undertiden er der tillige maltkølle. I dag benyttes et bryggers som grovkøkken, vaskerum eller lignende.
Også kaldet murbryn. Vandret eller buetprofilvulst over dør eller vindue. Dets egentlige funktion har været at lede nedsivende vand uden om disse steder. Siden er b. også brugt af mere dekorative grunde. Smukke eksempler på Borreby og Overgaard.
Se blænding.
Betegnelse for dels en lav mur omkring en altan etc, dels for arealet fra et vindues underkant og til gulvet. Den lave mur kaldes også undertiden brystværn.
Se panel.
Se brystning.
Skråt afskåret hushjørne, som især anvendtes i København efter den store ildebrand i 1795. Årsagen var, at man på den måde bød på bedre manøvreringsmuligheder for brandsprøjterne i gaderne.
Se tag.
Se kove.
Se fuge.
Vrængmaske med vidt opspærret mund og måske med hår og skæg forløbende ud i bladværk. Især almindelig i renæssance og bruskbarok, men forekommer også senere.
Metalspids, f. eks. siddende fast på et beslag og bestemt til indhamring i dørkarm etc. Se også gangtøj.
Se også BD.
Afdækning over åbning eller blænding, der kan være båret af piller, søjler eller murvanger. Man taler om buens ben, de støtter på den øverste del af det bærende element, vederlaget eller vederlagsstenene. Buebenenes nederste del kaldes buefod, trykleje eller tryklejesten. B.s pilhøjde måles fra midten af en tænkt linje, der fra grænsen mellem vederlag og trykleje går tværs over dens åbning. Pilhøjden er afstanden fra denne linje til b.s toppunkt. I dette toppunkt kan være indsat en lidt fremhævet, evt. specielt udformet sten kaldet slutsten. Afstanden mellem b.s bærende elementer målt under vederlaget kaldes dens spændvidde. Der findes forskellige b. typer, fra oven og nedefter ses spidsb.,fladrundb. eller kurvehanksb., hesteskorb., kølb., som i en lidt mere fladtrykt udgave benævnes æselrygb. Nederst ses en skulderb.
Se bue.
Række af indbyrdes forbundne rundbuer.
Overdækket gang, hvis ene side er en arkade.
Se hvælv.
En bue mellem to piller eller søjler.
Bærende murværk i form af en bue over en muråbning af særligt formede sten eller af højkantstillede mursten.
Se tag.
Et vandret tag, der er »bygget op« af flere lag materialer. Især benyttet i enfamiliehuse fra 1950-70.
Se gangtøj.
Oksekranium, som antikkens grækere og romere brugte som udsmykning på altre og gravmæler. Oprindelig har det drejet sig om rigtige ophængte kranier fra ofrede dyr. Siden bliver de udhugget i sten og tjener nu mest som dekoration. Almindelig i frisér, hvor en række b. forbindes meåfestons. Anvendes også undertiden i nyklassicismens arkitektur.
Se samlejern.
En svær træstamme kaldtes i gamle dage en bul, og normalt var det stykket fra roden og op til kronens udgreninger, der dækkedes af betegnelsen. En b. er en planke, der er kløvet ud af en bul.
Tømret hus medtag som i bindingsværk. Stolperne, der markerer fagene, er falsede i siderne, og i dem er bulplankerne eller bulfjælene, som de også kaldes, skudt ind. Stolperne er for neden tappet ind i en fodrem og for oven i en tagrem. Bygningsmaterialet er fortrinsvis egetræ. I middelalderen var b. meget almindelige i Danmark, men efterhånden som skovene gennem rovhugst blev fattige på egnet træ, erstattedes b. af bindingsværk. I dag har vi kun få eksemplarer tilbage, de fleste på frilandsmuseer. Det største er præstegårdsladen i Tyrstrup præstegård ved Christiansfeld fra ca. 1660.
Se bulhus.
Se hvælv.
Se tag.
Betegnelse for det nederste karmstykke i dør- eller vindueskarm. Se også dør.
Grænse fastlagt i overordnet plan for eksempel i en lokalplan, der definerer, hvor et byggeri skal opføres. Se også gadelinie.
Et byggearbejde må ikke påbegyndes uden byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen. Denne opnås ved at indsende ansøgning med tydelig angivelse af det arbejde, der ønskes udført. Bygningsreglementet præciserer i øvrigt det tegnings- og tekstmæssige materiale, der skal følge byggetilladelsen. Når kommunalbestyrelsen har meddelt byggetilladelse, kan byggeriet påbegyndes. Der indsendes inden byggestarten en anmeldelse af byggearbejdet. Bygningsreglementet indeholder tidsmæssige bestemmelser, der definerer afhængighed imellem byggetilladelse og anmeldelse af byggearbejdet. Når et byggearbejde er afsluttet, skal der indsendes en færdigmelding til kommunalbestyrelsen. Såfremt der har indgået bygningsarbejde i forbindelse med skorsten og ildsteder, skal der også indsendes en attest fra skorstensfejeren. Forinden byggeriet tages i brug, skal der fra kommunalbestyrelsen udstedes en tilladelse til ibrugtagning. Under byggearbejdet og før udstedelse af ibrugtagningstilladelse foretages der fra kommunalbestyrelsen en bedømmelse af arbejdet, herunder om gældende forskrifter, byggelove, vedtægter m.v. er overholdt. Udstedelse af ibrugtagningstilladelse er som regel en betingelse for udbetaling af kreditforeningslån. Bygningsreglement. Regelsæt udfærdiget af Byggestyrelsen i medfør af § 5 i byggeloven. Bygningsreglementet fastlægger, udover almindelige bestemmelser om hvordan man får tilladelse til at bygge, regler for byggeri vedrørende grundens udnyttelse til bebyggelse, højde- og afstandsforhold, bygningers indretning, konstruktive bestemmelser, brandforhold, fugt- og varmeisolering, lydforhold, ildsteder og skorstene samt ventilation og installationer. Bygningsreglementet revideres jævnligt.
Se gesims.
Se forbandt.
Bændler i dekorative slyngninger og sløjfer brugt som ornamentik.
Sæde for flere personer. Kan indgå i arkitektur f. eks. de faste b. i et bislag. Ligeledes betegnelse for en fremspringende murkant under et vindue (sålbænk).
Se tag.
Se hvælv.
Se hvælv.
Motiv ofte anvendt i frisér. Det er et planteornament med en stængel forløbende i ensartede bølger og med et sideskud for hver bølge.
Kort rørstykke, for det meste af metal, der anvendes som foring af et hul.
Smalt arkitektonisk led der er mere eller mindre fremspringende. Kan være glat eller profileret. Kaldes også båndgesims.
En kombination af slyngede og vinkelbrudte bånd og akanthusblade, undertiden indgår også klokkeblom-ster i ornamentikken. Tilknyttet Regencen (ca. 1700-1730).
Se fuge.
Se bånd.
