Kvadratisk bræt eller plade, som er det øverste led i søjlehovedet og ligger mellem kapitælen og den overliggende bjælke.
Lysluge eller vindue, skråtstillet eller vandret, der lader lys falde ind ovenfra.
Gennemsigtig plade, der også kaldes kunst-glas. Anvendes ved glasarealer, hvor der ønskes særlig høj brudstyrke, for eksempel ved indbrudssikring.
Se lersten.
Rygvendt eller støttende ryggen til. En a. søjle støtter op mod muren.
At tildanne og sammenføje tømmeret, før det endelig rejses i en bygning. A. kan også forekomme i forbindelse med jernkonstruktioner. Man har brugt at læggeemnerne op på en stor, plan afbindingsplads, hvorpå hele konstruktionen kunne oplægges samlet, så alle pasformer kunne kontrolleres.
Se tømmertal.
Når et nyt gulv er lagt, lægges der normalt et beskyttende lag, f.eks. gulvpap, ud over arealet for at beskytte gulvet, medens det resterende bygningsarbejde pågår. Benyttes også om det materiale, der skal beskytte en murs eller skorstens overside.
Hjørne eller kant der er skråt afskåret.
Afløb fra håndvask, bruser og andre installationsgenstande i et badeværelse føres til en afløbsskål. Denne skål har indbygget en vandlås, en u-formet bøjning, hvor vandet skal passere igennem. Vandlåsen forhindrer lugte fra afløbssystemet i at trænge ind i huset.
Forinden et gulv skal pålægges gulvbelægning, bliver gulvfladen påført et lag cementbaseret mørtel, der retter op på eventuelle skævheder og bringer gulvfladen op i den ønskede højde.
Se gulvafslibning.
Har malet eller tjæret tømmer, der adskiller sig fra de kalkede tavl.
Vil sige, at tavlenes yderste kant imod tømmeret far en tredie farve. Hvis f.eks. tømmeret står sort og tavlene hvide, kan afstribningen være blå eller grå. Se også afstolpet bindingsværk.
Midlertidig afstivning af konstruktion, f.eks. af spærfag, før fastgørelse af lægter.
Murskifter eller murpartier som er ordnede trinvis. Kendes f. eks. fra gotiske trappegavle, fra vinduesåbninger, murblændinger og nicher.
I rum, hvorfra der kræves udluftning, føres et rør fra rummets loft op over tagfladen. Røret kan være af beton, eternit, galvaniseret plade eller i 1-plans huse af plastic. Kaldes også »udluftning over tag«. Bygningsreglementet definerer brugen af a.
Se valmtag.
Ved siderne i portåbninger eller ved et hushjørne, om hvilket der er megen kørsel, kan der være anbragt a. De kan være af sten, jern eller træ, og undertiden er de smukt udførte. Formålet med a. var at holde vognhjul og vognsider fri af murværket.
Det mest anvendte bladornament, som først optræder i tiden mellem 500 og 400 f. Kr. Det er en mere eller mindre stiliseret fremstilling af den sydeuropæiske plante aspinosus' blade. En stængel - ofte stående i en vase eller potte - hvorfra udskyder a. blade, ofte suppleret med frugter etc. kaldet en akanthusmontant.
Ornamentskulpturer på spidsen og hjørnerne af græsk tempelgavl eller senere arkitektur som efterligner sådanne gavle.
En tænkt midterlinje med hensyn til hvilken partierne på begge sider er symmetriske. Et aksialt anlæg er orienteret om en retlinet akse.
Se akse.
Ved et rums akustiske forhold forstås den måde, hvorpå lyden forplanter sig og tilbagekastes i rummet.
Naturlig gips forekommende som sten med en finkornet eller trådet struktur. Findes i mange farvevarianter: hvidlig, gullig, rødlig, grålig eller brunlig. Kan have en året eller skjoldet tegning mindende om marmor. A. er blødt, let at tildanne til f.eks. skulpturer, er tillige gennemskinneligt og tungt opløseligt i vand. På grund af opløseligheden er a. uegnet til anvendelse udendørs.
Se mål.
Sengested indbygget i væggen eller anbragt uden på denne og adskilt fra stuen med et panel med låger eller forhæng.
Oprindelig betegnelse for en åben udbygning på et hus i højde med en af etagerne og omgivet af et rækværk, et brystværn eller en balustrade. I dag betegnes et friluftsrum under tag - ligeledes i højde med en af husets etager - også a.
Se altasten.
Kaldes også altaskifer. Let spaltelig stenart, som importeres fra Norge, den er ofte brugt som belægning på trapper og gulve.
Se cement.
Den første sten - grundsten i en bue.
Beslag af jern eller stål, der indstøbes eller indbores i mure for at sikre en fast forbindelse til andre bygningsdele. A. er normalt et stykke fladjern med udadbøjede flige i den ene ende for at give størst mulig vedhængskraft. A kan også i stedet for fligene være forsynet med et øje i den ene ende, der tjener til at fastholde et stykke rundjern – et såkaldt forskud. Et a. af denne type kaldes et forskudsanker.
Se byggetilladelse.
Sidebygning eller tilbygning af underordnet karakter.
En fremspringende kant på en dør- eller vindueskarm, hvorpå dørblad eller vinduet har a.
Se vindue.
Ornamentik af arabisk oprindelse og udviklet omkring 900-tallet. Det er oprindelig et rankeornament, men geometriseres undertiden og ender i rankemønstre opbygget af buede eller rette, knækkede bånd, der flettes sammen i stjerneformer. Når den florale karakter er opretholdt, splittes de flettede ranker ud i sideskud, der fortykkes i spydbladagtige figurer eller breder ud i bladflige, og udspilningerne løber ofte på ny sammen i spidsovale figurer. Kombinations-a, sammensat af florale og båndformer forekommer ofte.
Se bue.
Se kvist.
En enkelt bue eller en række buer båret af søjler eller piller. A. kan optræde ved en buegang, men kan også være et rent dekorativt fænomen, f.eks. som en blcenda., hvor blændinger er udformet som en a. Forekommer også på gamle billedskærer- og snedkerarbejder, således på paneler og døre fra renæssancen.
Hovedbjælken i en gesims, som hviler på søjlernes kapitæler i antikke bygninger.
Se armeringsjern.
Pap, hvori er indlagt et net af tynd tråd, således at brudstyrken for pappet forøges væsentligt.
Plastfolie, hvori der er indlagt et net af tynd tråd, således at brudstyrken for folien forøges væsentligt.
For at give betonkonstruktioner trækstyrke indlægges strenge af stål. Almindelig rundjern er 5-40 mm i diameter og har en begrænset vedhæftning til betonen. De er derfor sikret med endekroge, bøjler og lignende. Kamstål og tentorstål er henholdsvis 6-35 mm og 6-25 mm i diameter. Kamstål og tentorstål har på grund af deres profilerede overflader en væsentlig større vedhæftning til betonen. Til sammenbinding af jernet anvendes uglødet bindetråd i tykkelsen 1-4 mm. To rundjern, der snoes om hinanden, kaldes istegjern.
Net af 3-10 mm tråd, der indstøbes i beton for at give denne større brudstyrke.
Se ildsted.
Se ildsted.
Betegnelse for forskellige mineraler, hovedsageligt bestående af magniumsilikat med en trådet struktur. A. er ild fast og bruges til varmeisolering bl.a. presset i plader. Støvet, som dannes ved arbejde med a. plader, er farligt at indånde. Se også asbestplade.
En blanding af cement og asbestuld presset til plader. Anvendes bl. a. til tagplader og til beklædningsplader. Med tiden vil asbesten blive erstattet med andre materialer på grund af sundhedsrisikoen ved dette materiale. I Danmark oftest kaldet Eternitplade efter firmanavnet.
Begagtigt stof af sort eller sortbrun farve. Den forekommer naturligt bl.a. på Trinidad og i USA. Trinidad-asfalten består i renset tilstand af 60% asfaltbitumen og ca. 40% findelte mineralske stoffer. Kunstigt fremstilles a. bl.a. ved destillation af stenkulstjære. Den vigtigste anvendelse er som vejbelægning. A. anvendes i byggeri bl.a. i fortyndet form til tætning af revner og sammenføjninger f.eks. i soklen, samt for at hindre vand fra grunden i at trænge op i murværk. Udsmeltes også for at gøre altaner etc. vandtætte.
Se asfalt.
Betegnelse for gulvfliser, især dem af glaseret ler.
Hel mandsfigur, der indgår som bærende led i en bygningskonstruktion eller i et møbel. Den har navn efter titanen Atlas, som ifølge den græske mytologi bærer himmelhvælvet på sine skuldre. En karyatide er en tilsvarende bærende kvindelig figur.
I romerske huse var a. hovedrummet med ildstedet og søjlebåret tag. Siden kom betegnelsen også til at dække den delvis overdækkede forgård med søjler i den oldkristne basilika. Et atriumhus er et moderne lavt hus, som er opført omkring en lukket gård.
Se atrium.
Se byggetilladelse.
En lav mur over hovedgesimsen på en bygning.Dens formål er at skjule taget. Den kan bære indskrifter, statuer eller ornamentik. I senrenæssance og barok indrettes a. undertiden som et lavt stokværk over hovedgesimsen. Det kaldes et attikastokværk.
Se attika.
Fod på jonisk søjle. Den består af to vulster – den nederste er bredest - adskilt af en hulstav. Konstruktionen er uden plint under.
To rundstave adskilt af en hulstav.
Græsk båndornament i form af fortløbende ottetaller. Anvendtes foruden i antikken i renæssance og nyklassicisme.
En rent dekorativ genstand, der uden selv at være anvendelig efterligner en praktisk anvendelig ting. I barok, rococo og klassicisme, hvor man yndede symmetrisk opbyggede interiører, anbragtes der f.eks. undertiden i det ene hjørne en kamin eller en ovn, og i det andet en a. for at skabe balance.
Ordet har flere betydninger: a. kan være en lukket gård i det oldgræske beboelseshus. I romersk kejsertid var a. navnet på et palads, og i den tidlige middelalder var det en hofborg. Ligeledes kaldes forgården og midterskibet i den oldkristne basilika a. I nyere tid betegner a. en festsal i flere etagers højde i skoler og lignende bygninger.
