På trods af ganske stor variation i såvel landskab som bebyggelse må Danmark beskrives som et meget homogent land. Kun to områder adskiller sig meget markant fra det øvrige land, hver på sin måde, nemlig Bornholm og vadehavsområdet.
Vadehavet strækker sig over 500 kilometer fra Den Helder i Holland til Blåvandshuk, og havet og tidevandet har gennem de seneste 6000 år skabt et også på verdensplan unikt område.
Landskabet kendetegnes af nærmest uendelige flade og lavtliggende områder med ingen, eller kun meget lidt, trævegetation. Hist og her brydes monotonien af diger, kanaler, forblæste markhegn og større eller mindre bakkeøer, kaldet geesten, og det er her marsklandets bebyggelse gennem århundreder er sket. Landsbyerne i området er oftest af sikkerhedsmæssige grunde opstået som randbebyggelser på geestranden for at være i nogenlunde sikkerhed for stormflodstruslen.
Den ældste bebyggelse i området består af en homogen bygningsmasse, som bærer præg af de særlige geografiske forhold og kulturelle forbindelser til det slesvig-holstenske og frisiske område igennem århundreder.
Karakteristisk for byggeskikken her er husenes foretrukne solrette beliggenhed, de storvalmede stråtage og brugen af store røde, brændte sten lagt i lermørtel i krydsforbandt. Husenes sprossevinduer, døre, lemme og porte er oftest hvidmalede, men i nogle tilfælde også grønne eller rødbrune. Høje spidse gavlkviste over hoveddørene og karnapper hører med til denne byggeskiks særlige karakteristika.
Udenfor landsbybebyggelserne ligger der stadig her og der i marsklandet såkaldt ”warfbyggede” gårde, som er gårdanlæg, der er opført på kunstige bakker og synlige langt omkring med deres kompakte røde bygningskroppe. I området spiller også kirkerne en markant rolle i landskabet.
Marsklandets gamle bygninger er en umistelig del af den danske bygningskultur.
Vadehavet strækker sig over 500 kilometer fra Den Helder i Holland til Blåvandshuk, og havet og tidevandet har gennem de seneste 6000 år skabt et også på verdensplan unikt område.
Landskabet kendetegnes af nærmest uendelige flade og lavtliggende områder med ingen, eller kun meget lidt, trævegetation. Hist og her brydes monotonien af diger, kanaler, forblæste markhegn og større eller mindre bakkeøer, kaldet geesten, og det er her marsklandets bebyggelse gennem århundreder er sket. Landsbyerne i området er oftest af sikkerhedsmæssige grunde opstået som randbebyggelser på geestranden for at være i nogenlunde sikkerhed for stormflodstruslen.
Den ældste bebyggelse i området består af en homogen bygningsmasse, som bærer præg af de særlige geografiske forhold og kulturelle forbindelser til det slesvig-holstenske og frisiske område igennem århundreder.
Karakteristisk for byggeskikken her er husenes foretrukne solrette beliggenhed, de storvalmede stråtage og brugen af store røde, brændte sten lagt i lermørtel i krydsforbandt. Husenes sprossevinduer, døre, lemme og porte er oftest hvidmalede, men i nogle tilfælde også grønne eller rødbrune. Høje spidse gavlkviste over hoveddørene og karnapper hører med til denne byggeskiks særlige karakteristika.
Udenfor landsbybebyggelserne ligger der stadig her og der i marsklandet såkaldt ”warfbyggede” gårde, som er gårdanlæg, der er opført på kunstige bakker og synlige langt omkring med deres kompakte røde bygningskroppe. I området spiller også kirkerne en markant rolle i landskabet.
Marsklandets gamle bygninger er en umistelig del af den danske bygningskultur.
