Fakta
Tolne Skovpavillon
Bakkevej 5
9870 Sindal
Årstal: 1908
Kulturmiljøer
Det var 2 initiativrige og fremsynede personer, nemlig godsejer Jørgen Larsen, Gaardbogaard og proprietær Jens Saxager, Saxager , der fik ideen om Tolne Skov i 1906 og Tolne Skovpavillon i 1907. Tolne Skovpavillon er indviet d. 15 juli 1908 og der blev lavet kontrakt med gæstgiver Chr. Christensen om leje af Tolne Skovpavillon for en årlig leje på kr. 1.200,- uopsigelig i 5 år fra 15. juli 1908. Denne lejekontrakt blev fornyet for 1 år i 1913 for en leje på kr. 1.000,-. I 1914 overtog Rasmus Hansen, Vogn Skov forpagtningen af Tolne Skovpavillon men nu til en pris på kr. 800,- pr år, idet der ved en sogneafstemning i Tolne var flertal imod at sælge alkohol, så Tolne Skovpavillon blev nu til en afholdsbeværtning og beholdt denne status indtil 1954, hvor der var en ny sogneafstemning der gav grønt lys for alkoholbevilling. Rasmus Hansen havde forpagtningen indtil 1920, hvor gæstgiver Ejnar Petersen, Tolne overtog forpagtningen for kr. 2.200,- pr år. Gæstgiver Ejnar Petersen havde forpagtningen af Tolne Skovpavillon indtil 1953 og i denne periode skete der meget, både med selve pavillonen, der i 1935 blev udvidet med en sal syd for den oprindelige pavillon og der blev også lagt el ind i 1935. Det er også i dette tidsrum, at Glassalen blev opført og her er der afholdt mange "baller". Der kom nu rigtig mange mennesker til Tolne Skovpavillon, så der blev også bygget en hestestald til 24 heste og den har ligget, hvor der nu er parkeringsplads til bilerne.




