Fakta
Toftlund
Brahesborgvej 29
5610 Assens
Landbrugsbygninger
”Toftlund” er ubestridt et af de interessanteste og mest værdifulde, fredede gårdanlæg på Fyn. Indtil starten af 1850’erne var gården sammenbygget med naboejendommen ”Sulegården”, men disse gårde blev da skilt fra hinanden, og ”Toftlund” fik et nyt flot, grundmuret stuehus i klassicistisk stil i en egnstypisk version. Den ligeledes store grundmurede lade med portgennemkørsel blev opført samtidig, og de to bindingsværkslænger, der flankerer ladelængen, blev flyttet fra den tidligere tvillinggård. Gården er ikke længere et aktivt landbrug, og de nuværende ejere har gennem de sidste ca. 10 år gennemført et højst tiltrængt og beundringsværdigt restaureringsprojekt, så ejendommen i dag fremstår flot vedligeholdt. Disse to markante gårde udgør sammen med den delvis bevarede ”Grimstrupgård” og tre småhuse torpbebyggelsen, Grimstrup, som er udparcelleret fra den nærliggende landsby, Lundager. Med sin placering østligst i Grimstrup ud til Brahesborgs herregårdsmarker og omgivet af haveanlæg med gamle træer, branddam og kastanieallé er ”Toftlund” et umisteligt kulturmiljø!




