Sognefogedgården

Fakta
Sognefogedgården
Viby Bygade 12
5370 Mesinge

Årstal: 1730-1740
Kulturmiljøer  

Sognefogedgården

Landsbyen Viby, der ligger et par kilometer nord for Kerteminde, er en af landets bedst bevarede landsbyer, både hvad angår anlægsform, vejstruktur og bygningsmasse. Vestligst i byen ligger kirke og præstegård, sydvestligst møllen og midt i, omkring et vejkryds, ligger 4 gårde, hvoraf de tre er fredede og meget velbevarede. Den kendteste er den gamle sognefogedgård, som blev reddet på målstregen i midten af 1990’erne, hvor den var i ruinøs tilstand. Umiddelbart kunne den virke meget lidt fynsk, da bindingsværkskonstruktionen er forholdsvis enkel og overkalket, så anlægget fremstår helt hvidt. Det var nu ikke så ualmindeligt på Fyn førhen! Den sammenbyggede bindingsværksgård har en lang og indviklet bygningshistorie, men det står ret fast, at størstedelen af bindingsværksstuehuset er opført mellem 1730 og 1740. Det er senere blevet forlænget, ligesom der til havesiden er tilføjet et såkaldt ”udskud” over fire fag. Udlængerne er fra første halvdel af 1800’tallet. Gården har været en forholdsvis ”jævn” gård, men den er i kraft af sin markante beliggenhed og sin store originalitet en absolut umistelig del af landsbyen Viby. Gårdanlægget med stenpigget gårdsplads og stensætningen omkring haven blev bygningsfredet i 1990. Senere er også den stensatte brønd fredet.