Fakta
Lille Heddinge Rytterskole
Stormarksvej 2
4660 Store Heddinge
Årstal: 1720erne
Kulturmiljøer
I 1720’erne lod kong Frederik den IV opføre 240 såkaldte rytterskoler fordelt over hele landet. Navnet kommer af tilknytningen til de seks rykkerdistrikter, som var grundstrukturen i det daværende militære beredskab. Kong Frederik var en fremskridtsvenlig pietist, som gjorde en betydelig indsats for folkeoplysningen, om end motiverne nok kunne være lidt egoistiske, da der var en bagtanke om at få et nogenlunde veluddannet rekrutteringsgrundlag til hæren i rytterdistrikterne. I disse skoler var lærdommen begrænset til at lære at læse og regne mådeligt. Resten var stort set disciplineringstræning religiøs udenadslære. En dansk 1700’tals pendant til ”koranskolerne”! Alle disse mange rytterskoler er stort set bygget over samme plan og har oprindeligt haft et helvalmet tegltag, som mange steder senere blev til stråtag, da det var billigere. Over indgangsdøren sidder der i disse bygninger en sandstenstavle med Frederik den Fjerdes monogram og den samme tekst. Lille Heddinge Rytterskole er blandt de bedst bevarede og indgår i dag som en del af Østsjællands Museum . Bygningsfredet 1918.




