Fakta
Kousted
Sognevej 20
8920 Randers NV
Byrum
Allerede før man ankommer til Kousted, ser man landsbyens fine æstetiske og landskabelige kvaliteter. Kousted ligger i en lille sænkning i landskabet med den lille hvide kirke som landsbyens fikspunkt.
Kousteds beliggenhed betyder, at der inde i landsbyen opstår en fin intimitet gennem de omgivende bakker. Flere grønne enge ligger helt inde i landsbyen og udgør byens gamle forte, der er næsten helt intakt. Det samme gælder den resterende landsbystruktur, der kan spores helt tilbage til begyndelsen af 1800-tallet og landsbyens firelængede gårde ligger stadig karakterfuldt ud til de slyngede veje.
Herudover er der flere historiske bygninger, der alle er særdeles velbevarede og betydningsfulde for landsbyens miljø. De tæller bl.a. byens gamle skole og den gamle kirkelade, der kun er få af tilbage i Danmark.
Kousted er på det grundlag en utrolig flot og helstøbt landsby, hvor de slyngede veje og den gamle forte, i form af grønne enge, binder huse og gårde sammen i en smuk helhed.




