Jels Mølle

Fakta
Jels Mølle
Jels Turistbureau
6630 Rødding
Arkitekt / bygherre: Johann Møller
Årstal: 1859
Burde bevares  Kulturmiljøer  

Jels Mølle

Jels Mølle med sine solide mure og et vindfang på 21 meter stod færdig i 1859. Møllen var ved sin start en stor virksomhed med 6 svende. Foruden korn til foderbrug blev der malet mel og gryn på møllen, og der var desuden et malteri, hvor egnens bønder hentede malt til ølbrygning, som da foregik på hver eneste gård. Brændevinsbrændere var ligeledes aftagere af råstof fra møllen. Maling af korn til foderbrug har dog været den væsentligste aktivitet. I 1956 blev møllen købt af Foreningen til bevarelse af Jels Mølle (i daglig tale Mølleforeningen), der fik foranlediget at møllen forblev i drift indtil 1971, herefter har foreningens bestyrelse sørget for at dette kulturminde stadig bevares i Jels. I dag fremstår Jels Mølle som en af landets bedst bevarede vindmøller, og selvom der ikke længere males korn, er der stadig aktivitet i møllen, da det tidligere lager og møllerens lejlighed nu anvendes af turistbureauet. Møllens hat blev i 1977 beklædt med nye egespån. Men med årene er der udvasket en del garvesyre fra disse egespån, hvilket har bevirket, at møllens krop er blevet misfarvet. For tre år siden begyndte taget tillige at blive utæt. Da Jels Mølle er fredet, aflagde Kulturarvstyrelsen møllen et besøg, hvorefter det blev besluttet, at der skulle nye spån på hatten. Kulturarvstyrelsen og Realdania har efterfølgende støttet projektet med hver 50% af det samlede budget på knap 400.000 kr.