Højerup

Fakta
Højerup
Højerup kirke
4660 Store Heddinge


Byrum  

Højerup

Højerup er en klintelandsby, der helt bogstaveligt ligger på kanten af Stevns Klint. Den gotiske kridtstenskirke fra omkring år 1350 mistede sit kor ved et stort klinteskred i 1928 og står i dag dramatisk på randen af klinten.

Den stærke kobling mellem Højerup og Stevns Klint er tydeligt afspejlet i den lokale bygningskultur. Kridtsten og kalk fra klinten har gennem århundreder været anvendt som bygningsmaterialer. Landsbyens mange gamle og velbevarede gårde og huse vedligeholdes i dag ved kalkning af kridtstensmurerne på samme måde som tidligere.

Højerups nye kirke fra 1912 bærer også præg af Stevns Klint i dens arkitektoniske udtryk. En smuk detalje ses for eksempel i de bånd af flintesten fra klinten, der er indlejret i de rå kridtstensmure i kirkens apsis som en iøjnefaldende refleksion af Stevns Klints struktur.

Landsbyen har flere historisk betydningsfulde og bevaringsværdige bygninger såsom smedjen (1880), de tre markante gårde (1800, 1845, 1898), hjulmagerens hus (1750), det gamle bageri (1858), den gamle brugs (1900), skolen (1906) og naturligvis de to stilfulde kirker.

Landsbyens struktur afspejler stadig den stjerneform, der kom med udskiftningen i 1796. Bebyggelsen er ældst og tættest omkring det store, flotte gadekæret. Herfra udgår landsbyens historiske vejnet, der sammen med den elegante beplantning, binder landsbyen, markerne, kirkerne og klinten sammen og skaber en harmonisk helhed.

Indstillet af Stevns Kommune i samarbejde med Højerup Borgerforening.