Blåbæk Mølle

Fakta
Blåbæk Mølle
Blåbækvej 5
4640 Faxe

Årstal: 1800-1838
Kulturmiljøer  

Blåbæk Mølle

Blåbæk Mølle, som nævnes første gang i 1472, ligger i en dalslugt som de fleste andre vandmøller, og på en høj bakke nord for ligger vindmøllen, som også hører med til møllegården. Førhen var det ikke ualmindeligt, at der til en møllegård hørte både vind- og vandmølle. Det forudsatte naturligvis at de terrænmæssige forudsætninger var til stede, men i dag findes der kun få sådanne dobbeltanlæg (Grubbe Mølle på Fyn, Vibæk Mølle på Als og Dorf Mølle i Vendsyssel) Hovedparten af de nuværende bygninger er opført i årene mellem 1800 og 1838 i overkalket bindingsværk og stråtag. Det er et ganske vidtløftigt anlæg med hele to gårdspladser. Anlægget blev bygningsfredet i 1959 og derefter gennemgribende istandsat, men forskellige omstændigheder har ført til, at bygningerne forfaldt. Heldigvis er møllegården nu i hænderne på en ejer, som har stor sans for bygningsbevaring og som har muligheder for at vedligeholde den.