Når man overvejer at sætte sine vinduer i stand, er det en god idé at undersøge andres erfaringer, løsninger og udgifter. På Frederiksberg blev 50 vinduer sat i stand for cirka 6.900 kroner pr. vindue.

I en etageejendom på Frederiksberg blev facadens 50 oprindelige vinduer renoveret som en del af almindelig istandsættelse. Bygherren overvejede først at udskifte de eksisterende vinduer med nye, men Frederiksberg Kommunes positive holdning til bevaring blev afgørende for valget af at sætte vinduerne i stand i stedet.

100 år gamle vinduer holder stadig
Ejendommens vinduer er cirka 100 år gamle og var generelt nedbrudte inden renoveringen. Det gamle træ var stadig hårdt, men tidens tand havde medført rustpletter på beslagene, lidt nedbrudt kit og afskallet maling. Det gamle glas var stadig intakt.

Kvalitet til prisen
Vinduerne blev afrenset for alle eksisterende malingslag. Afrensningen foregik både mekanisk med maskiner og manuelt med skraber. Herefter blev vinduerne grundet, kittet med linoliekit og malet med plastalkydmaling. Istandsættelsen omfattede karme og rammer til fals/anslag af ydervindue ( se forklaring for tekniske udtryk ), og arbejdet blev udført på stedet.

Lejerne blev tilbudt traditionel forsatsløsning for alle rammer mod lejeforhøjelse, men kun få valgte at tage imod tilbuddet - sandsynligvis, fordi alle lejligheder havde en delvis forsatsløsning i forvejen.

Pris på istandsættelse og forbedringer blev cirka 345.000 kr. inklusive stillads. Udgiften til vinduesrenoveringen bliver betragtet som vedligehold, og man forventer, at det vil være nødvendigt med vedligeholdelsesarbejder inden for fem til ti år. Bygherren er meget tilfreds med både proces og resultat og vurderer, at kvaliteten af istandsættelsen lever op til prisen.

Oplysningerne er givet af administrator Jørgen Hartmann

Ikke oplyst
Tidspunkt for udførelsen, rådgiver, entreprenør, antal strygninger med maling, fordele og ulemper ved de valgte løsninger, afsatte midler til vedligeholdelse af vinduerne fremover.

Bianco Lunos allé