I praksis vil det for huset ofte være sundere at se bort fra det energitab, der foregår gennem kælderydervæggene.
Kældre er i sagens natur altid problematiske, simpelthen fordi de ligger helt eller delvist under terræn, i direkte kontakt med jorden og dermed også fugten. Det vand, der er i jorden, vil altid forsøge at trænge ind i kælderen gennem gulvet eller væggene. Det har man før i tiden været helt klar over. Derfor blev kælderen som regel anvendt til viktualierum, fyrrum, opbevaring af koks, vaskerum og andre grovere funktioner, og kælderen var godt udluftet med riste direkte til det fri. Nu til dags vil mange gerne bruge noget af kælderen til opholdsrum og så at sige gøre den »finere« end det, den er bygget til. Det må absolut frarådes – faktisk er beboelsesrum i kældre ikke tilladt iflg. Bygningsreglementet!
Indrettes en kælder til opholdsrum, opsætter folk ofte isolering og pladebeklædning på væggene for at gøre dem glatte og fine og for at undgå den fugt, der trænger ind udefra gennem ydervæggen. Fugten forsvinder desværre bare ikke, men bremses af den nye pladevæg og trænger derfor både opad i husets etageadskillelse og ind i den nye pladevæg. Så vil der næsten altid opstå store følgeskader som råd og angreb af ægte hussvamp i etageadskillelsen.
Isolering af kælderydervægge må derfor kun foretages udefra. Dette er typisk en bekostelig affære, der aldrig i sig selv vil kunne forrentes. Kun hvis man alligevel graver fri omkring huset, fx for at reparere eller lægge omfangsdræn, kan det overvejes at isolere kældervæggen på den udvendige side under terræn.
Kælderydervægge: Anbefalinger
• Det er vigtigt at besigtige sin kælder med jævne mellemrum og sørge for rigelig, kontrolleret ventilation, evt. ved at sætte nye ventilationsriste i ydervæggen til det fri.
• Sørg altid for, at faskiner, afløbsbrønde og nedløb er rensede, så risikoen for utætheder og dermed vandindtrængning minimeres. Få eventuelt udført en professionel inspektion med kamera. Sørg for, at det omgivende terræn har fald væk fra huset.
• Hvis der er så meget fugt i kælderen, at fugten ikke kan ventileres bort af sig selv, vil det typisk være en god idé at lægge omfangsdræn omkring huset. Samtidig kan man overveje at isolere kælderydervæggen udvendigt under terræn. Søg i dette tilfælde altid professionel rådgivning.
• Mal aldrig væggene med plastmaling eller lignende diffusionstætte malingstyper. Fugten skal kunne passere uhindret ind gennem ydervæggen. Afrens malingen, hvis den er forkert, og udfør malerbehandling med en dertil egnet malingstype, fx silikat eller kalk.
• Beklæd aldrig ydervæggen indvendigt med isolering, plader eller glasvæv. Det kan medføre skader på væggene og råd- eller svampeskader i etageadskillelsen mellem kælder og stueetage. Problemerne kan brede sig til gulvkonstruktionen ovenover, og resultatet er et fugtigt og usundt hus. Fjern evt. eksisterende pladebeklædning, således at der ikke kan forekomme indkapslet fugt.
