Hvis huset ikke ligger i nærheden af fjernvarmenettet, og hvis ens olieeller gaskedel er mere end ca. 15 år gammel, anbefales det at udskifte kedlen med en moderne model, der udnytter energien mere effektivt, typisk med op til 30%. Olie- eller gasregningen vil uden videre falde tilsvarende.
Er der naturgasledninger i området, er det værd at overveje at skifte til naturgas: Om end stadig et fossilt brændstof er CO²-udledningen fra naturgas 25 - 30% mindre end fra olie, og der tilbydes også her forskellige tilskudsordninger, som gør det økonomisk fordelagtigt at skifte sin kedel til naturgas.
Udskiftning af den eksisterende kedel vil som regel kunne foretages uden store bygningsmæssige indgreb og vil derfor ikke påvirke husets bevaringsværdier. Tværtimod fylder de fleste kedler i dag ikke mere end et køleskab, og der vil derfor ofte blive frigivet noget plads.
olie- eller gasfyr:
fordele:
• enkelt og afprøvet system
• nyere modeller udnytter energien meget effektivt
ulemper:
• høje og stadigt stigende oliepriser
• stadigt større miljøkrav til kvalitet og placering af olietank
referencehus:
Referencehusets gamle oliefyr havde en udnyttelsesgrad på ca. 70%, hvor de bedste kedler i dag udnytter oliens energiindhold med op til ca. 90%. Alene den bedre udnyttelse af olien ville efter en tilbagebetalingstid på kun godt et år sænke energiregningen for huset med godt 100 kr./m² årligt, eller 20%. Var huset blevet isoleret ville gevinsten falde til ca. 15 kr./m² årligt. Ved et skift til naturgas ville de tilsvarende tal ligge omkring 150 hhv. 25 kr. årligt.
