Metoderne til køling er et langt stykke hen ad vejen de samme som til opvarmning: Fx er man for tiden ved at etablere fjernkøling i store dele af det centrale København, men også andre steder i Danmark er man begyndt at se på denne mulighed. Varmepumper kan om sommeren anvendes til køling, og ved større kontorbyggerier er ofte koblet køleflader til ventilationsanlæg.

boliger

Efter en energioptimering af boligen er huset blevet tættere, og behovet for køling kan derfor opstå, især om sommeren, fordi boligens mange husholdningsmaskiner og hvidevarer genererer ret meget varme. I boliger vil det som regel være tilstrækkeligt at åbne vinduerne, når behovet melder sig. Eventuelt kan installeres forskellige systemer, der automatisk åbner nogle af vinduerne eller særlige spjæld og derved sørger for gennemtræk med kølig luft om natten. I praksis er sådanne systemer dogtypisk vanskelige at integrere i fredede eller bevaringsværdige huse.

kontorer

Behovet for køling gør sig fortrinsvis gældende i energirenoverede kontorhuse. For at opfylde Arbejdstilsynets krav til indeklima på arbejdspladsen vil det være nødvendigt med køling af kontorlokalerne – her har man nemlig teknisk set ikke lov til kun at køle og ventilere ved at åbne vinduerne.

Køling kan sikres ved tilkobling af køleflader til et centralt ventilationsanlæg, eventuelt i kombination med opsætning af såkaldte »fancoils«, som er et kombineret varme- og køleapparat med indbygget blæser, som fungerer med varmt vand om vinteren og koldt vand om sommeren. Man skal dog være opmærksom på, at såvel ventilationsanlæg som »fancoils« kan være vanskelige eller umulige at integrere i et historisk miljø.