P.V. Jensen Klints klassiske tekster fra Bygmesterskolen opsummerer præcist meget af den kritik, der nogle år senere førte til dannelsen af Bedre Byggeskik. Han angriber historicismens industrialiserede og for ham identitetsløse byggeri og arkitekternes manglende skoling i traditionerne inden for dansk bygningskultur. I pagt med nationalromantikkens ånd taler han om betydningen af arkitektens intuition, samtidig med at han betoner, at der findes overleverede arkitektoniske regler, der bør adlydes.

Uddrag af P.V. Jensen Klint: Bygmesterskolen (1911)

Naar man med de fleste Kyndige er bleven enig om Bygningskunstens Forfald i det svundne Aarhundrede, og da navnlig det store Affald fra gode Traditioner i Aarhundredets sidste Halvdel, da bliver det nyttigt at søge efter Aarsagerne hertil for muligvis derigennem at finde Lægedommen.

”saadan skal jo et Hus være”
Betragter man et almindeligt borgerligt Hus fra den gamle Tid (den gamle Tid regner jeg i denne Forbindelse, saa langt Traditionen holder, det er indtil Empiretidens Udgang), da glæder et saadant Hus os som oftest ved sin sluttede prunkløse Ro, simple store Forhold og en fin og dog kraftig Stof- og Farvevirkning; noget originalt eller mærkeligt er der sjældent til Stede. Husene ere gode, men beskedne som deres Bygmestre, hvilke sikkert vilde falde i stor Forbavselse, om de kunde høre og se, hvor glade vi er for deres efterladte Værker; ”saadan skal jo et Hus være” sige de til os, ”og ikke anderledes, vi har bestræbt os for at levere hæderligt Arbejde, men ud over det er der ikke noget særligt”.

Traditionen var god
Man byggede den Gang borgerlige Huse efter en Tradition, forplantet fra Slægt til Slægt, lidt efter lidt udviklet og ændret efter den herskende Smag, men altsammen med en sindig Ro, der gjorde, at ethvert Slægtled næsten syntes at staa overfor noget uforanderligt, noget givet; det blev godt, fordi Traditionen var god, efterhaanden havde fastslaaet gode Konstruktioner, gode Forhold, gode Farve- og Stofvirkninger; men Bygmestrene af disse gode Huse vare i Reglen tarvelige Haandværkere med god Forstand paa deres Fag, men Tidens sikre og solide Smag, men ingen almen Dannelse udenfor dette.

Frembragt af mange hænder - ikke en personlig kunst
Det er jo ikke mærkværdigt, at en af den gamle Tids store Bygmestre har kunnet frembringe noget bedre og betydeligere end der nu gøres, men mærkeligt er det, hvor faa Navne der er bleven bevaret af disse udmærkede Bygmestre sammenlignet med de mange kendte Navne paa Malere og Billedhuggere, og endnu mærkeligere er det, at mange udmærkede Bygninger slet ikke er blevne til ved nogen samlet Overledelse og dog præges af en Sluttethed og Enhed i Karakter, som næsten synes personlig, men ganske sikkert beror paa den overleverede Traditions og Smags Evne til at beherske Tider og Personer og dygtiggøre dem inden for et bestemt, meget begrænset Omraade til Samarbejde med andre.

Alt tyder dog paa, at Bygningskunsten i ældre Dage ikke er bleven betragtet som nogen saa personlig Kunst som Maler- og Billedhuggerkunst, naturligvis fordi et Bygningsværk frembringes af mange Hænder, og fordi dette Værk forud væsentligt er bestemt ved Bygherrens Krav, de forhaandenværende Midler, samt først og sidst den herskende Smag.