Vi søger originale typehuse!

Tiden 1950-80 var typehusenes storhedstid. I perioden 1950-80 blev der bygget over 500.000 parcelhuse – 75 om dagen – og langt de fleste af dem var typehuse. Hvor husbyggerne før 1950 ville have individuelle murermesterhuse eller bungalower, accepterede de fleste efter 2. Verdenskrig, at huset med have var en type, en standardvare til fast pris og leveringstid. Bygningskultur Danmark efterlyser nu "originale typehuse".
2. feb 2012 - Bygningskultur Danmark

 

Typehus.JPG 

Carl Peter Nielsens vision for at kvarter med de såkaldte CP-huse og åbne ”amerikanske” forhaver.

Typehusene var ofte meget ens i stil og plan – men ser man ud over perioden, kan man tydeligt se udviklingen i parcelhusarkitekturen: Fra 1950´ernes små murede statslånshuse over 1960´ernes lave huse med gule sten, mørkt træværk og store vinduer og havedøre til 1970´ernes høje rejsninger med altangavl og brune mursten eller hvide kalksandsten. Det var byggeskikken fra de år, hvor velfærdssamfundet var under opbygning – og i dag er de historie. Allerede nu er tusinder af typehuse fra dengang blevet ombygget, udvidet, energirenoveret – ja endda i stigende grad revet ned for at give plads til nye huse. Derfor er det på tide at tænke over, om nogle af de originale typehuse skal bevares, flyttes til ”Den Gamle By” i Århus eller bare behandles med omtanke på stedet.

Bygningskultur Danmark efterlyser derfor originale typehuse fra tiden 1950-1980!

Det skal være stort set uforandret, ude og inde – og gerne med en have fra samme tid. Og er det et af de første, som er bygget af et af de kendte typehusfirmaer, er det kun endnu bedre!

Send billeder og husets historie til jdh@bygningskultur.dk. Så offentliggør vi de 10 mest originale huse med de bedste historier på Bygningskultur Danmarks hjemmeside. Ejerne af de 10 udvalgte huse får samtidig tilsendt et gratis eksemplar af bogen Peter Dragsbo: Hvem opfandt det danske parcelhuskvarter?

Hvis du er en af disse husejere, eller måske kender nogen der er, må du meget gerne kontakte os. Læs mere om typehusenes vej fra skepsis til sejr i Peter Dragsbos indlæg:

Typehusene - en ubeskrevet fortælling

Læs om typehuset i vores stilblade


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget