Arkitektfirmaet JJW har tænkt store tanker og udarbejdet en vision for at omdanne bygningen til en bæredygtig vidensby med så forskellige funktioner som boliger, kultur og erhverv. Men forudsætningen for projektet var altså at Københavns Kommune udnyttede sin forkøbsret. Nu hvor det ikke sker, er vejen banet for nedrivning, men der er dog ikke nogen dato endnu.
Magasinet KBH har talt med Arkitekt Tue Foged fra tegnestuen EFFEKT der taler varmt for gassiloen:
”De fleste ville skrige, hvis man ville bygge noget nyt som den. Til gengæld godtager vi den som del af industrihistorien. Gastanken er helt sin egen; unik, flot, monumental, skulpturel og helt utroligt enkel”.
Af andre konverterede siloer kan nævnes kornsiloen på Islands Brygge, der er blevet til luksusboliger, Østre Gasværk Teater på Østerbro og Udstillingshallen Gasometer i Oberhausen i Tysklands Ruhr distrikt.
Gassiloen i Valby koster årligt 2,5 mio at vedligeholde. For at gøre den klar til andre formål skulle man derudover bruge en del midler til oprensning og tilførsel af yderligere bæreevne.
