I sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede ca. 130.000 danskere til USA. Nogle af de mest populære stater for danskerne var bl.a. Utah, Illinois, Minnesota, og Iowa, og i disse stater klinger mange efternavne stadig dansk eller nordisk. Men det blev i Californien, i Santa Ynez-dalen, at en gruppe danskere, heriblandt flere højskolelærere, købte et større jordområde i 1911 for at starte en egentlig dansk koloni.
En "dansk" gade i Solvang.
De første bygninger i området blev opført efter samme skabelon som de fleste nybygger-byer i Californien, og den lutheranske Bethania Church var den første, der var stærkt inspireret af dansk byggeskik og -stil. Kirken blev opført i 1928, men det var først efter 2. Verdenskrig, at ideen om en egentlig dansk "landsby" opstod.
Bethania kirken i Solvang.
Bagmanden bag mange af Solvangs "danske" huse var Ferdinand Sorensen, oprindeligt fra Nebraska, der efter et besøg i Danmark i midten af 40'erne vendte tilbage til Solvang og byggede huse i den stil som af ham selv blev døbt "Danish Provinsial Style".
Tivoli Square med klokketårn.
For folk der er bekendt med dansk bygningskultur, er det en lidt spøjs udgave af både bindingsværk, stråtag og provinsidyl man finder i Solvang. På mange af husene er der tale om påklistrede facader og en stil der minder mere om Bayern end Danmark. Og selvom der er æbleskiver og medisterpølse allevegne, vil de fleste danskere nok føle sig sig lidt fremmedgjorte i Solvang.
