Rungsted remise og station fra 1897 er et af de mest velbevarede stationsmiljøer i Danmark. Området består af ikke mindre end to stationsbygninger, en remise, flere historiske funktionærboliger i forskellige stilarter, original drejeskive, vandkraner og en læssekran.
Nordsjællands Veterantog overtog i 2009 remisebygningen fra DSB. Nu skal værksteds- samt udstillings- og opbevaringsfaciliteterne forbedres i remiseområdet, så rammerne for formidlingen af jernbanehistorien optimeres.
En projektgruppe, nedsat af Nordsjællands Veterantogs bestyrelse og med formand Erik Olsen som projektleder for gruppen, har forberedt renoveringsarbejdet, der gik i gang mandag den 23. maj. Med i projektgruppen er også Ole Brandstrup Jensen, som har stået for det større projekteringsarbejde.
Følgende firmaer er blevet udvalgt til at arbejde på renoveringen:
- PS VVS & El Service, Vanløse
- Cortex Facaderens aps, København S
- Malerfirmaet Klaus Christoffersen, Dragør
- Eriksson Stilladser a/s, Greve
Siden sidste sommer har klubbens medlemmer selv lagt en meget stor frivillig indsats i at forberede remisen til renoveringsarbejdet. Det arbejde har blandt andet omfattet klargøring af tekniske installationer samt renovering og isolering af værkstederne. Derudover er området omkring remisen forberedt. Klubmedlemmerne har blandt andet flyttet spor, godsvogne og containere. Alt sammen, så håndværkerne nu frit kan arbejde omkring remisen.
Trods den store, frivillige indsats fra klubmedlemmerne har projektgruppen dog været nødt til at udskyde nogle af de oprindelige planer og aktiviteter for renoveringen. Nordsjællands Veterantog vil nu søge andre sponsorer til de aktiviteter.
