Rasmus skriver:

Det har været en tur spækket med oplevelser lige fra starten. En rituel tur gennem Nørrebro efterfulgt af familie og venner sluttede med, at jeg blev ”sparket afsted ” efterfulgt af tilråb som ”vend dig om." Det må jeg nemlig ikke, når først jeg er ”sparket”. 

Her begyndte min rejse, hvor jeg fulgt af naveren Klaus, gik fra Assistenskirkegården på Nørrebrogade til Valby Bakke. Jeg fulgtes med Klaus til Odense, hvor han bor, og overnattede der. Jeg havde overvurderet behovet for værktøj, så jeg efterlod 2 stemmejern, en slibesten og et bitsæt.

Dagen efter tomlede jeg til Ribe. Her mødte jeg en tysk stukkatør og en dansk smed, som begge var ved at forberede sig på at tage på valsen som jeg. Det blev til to dage i Ribe, hvor smeden og jeg blandt andet satte et helt nyt håndsmedet herbergsskilt op. Stukkatøren og en gammel murer skulle også til Naverkonference i Erfurt, så jeg var heldig at få kørelejlighed med dem. På vejen samlede vi yderligere to murere og en smed op.  
Erfurt var en vild oplevelse. 300 navere samlet på en stor festplads - 100 stadig på valsen, 200 gamle. Jeg blev meget overrasket over hvor flinke og hjælpsomme alle naverne er. Det er virkelig en stor familie.

Når jeg nu nævner ordet familie, vil jeg indskyde, at jeg har en stamtavle på min mors side, hvor en Henrik Lindemann er født i Erfurt og var søskendebarn til Martin Luther.

Fire dages fest og kun en gang så jeg optræk til noget ballade og det var mellem to ikke-navere der skændtes. Vi gik bl.a. parade ned gennem byens gader med faner og hornorkester hen til rådhuset, hvor borgmesteren holdt tale.

 
En naver, der hedder Marshell, inviterede mig til hans hjemrejse. Han har været af sted i seks år og ville nu endelig vende hjem. Også dette er omgærdet af en række ritualer. Tolv navere fulgte ham, og det gik ikke stille af sig. Vi gik det meste af vejen, da det er svært at komme op så mange på stop, men et stykke af vejen fik vi et lift bag på ladet af en traktor. Det var skægt.
 
Efter den gamle tradition skal man have en ørering, der skal betale ens begravelse, hvis man skulle gå hen og dø under rejsen. Det foregår ved, at man får sømmet sit øre fast til et bord, der bliver hældt snaps i såret og i munden for at hindre betændelse og smerter. Så nu har jeg  sådan en.

Til Marshells fest mødte jeg Nils, en super flink gut. Niels er fra en by udenfor Hamborg, han er 24 år og har været på valsen de obligatoriske 3 år og 1 dag, men vil fortsætte to år endnu. Vi er nu rejsekammerater og Niels er min læremester. Vi tomler næsten ikke, for jeg skal lære en masse. Vi har gået gennem gamle skove, langs små landeveje ind gennem byer med så få indbyggere, at man skal banke på hos gæstgiveren, for at han åbner for serveringen.

Niels lærer mig tysk og mange naverhemmeligheder, som I selvklart ikke får af høre. Vi sover, hvor vi kan få plads. Om morgenen ved jeg aldrig, hvor jeg skal sove den næste aften. I to nætter er vi blevet ude i det fri. Den ene gang var på toppen af nordens højeste bjerg. Vi havde gået 18 km og var kommet op på bjergtoppen. Her viste det sig, at det var den forkerte top, så vi måtte gå yderligere 9 km op gennem en skovsti i tungt navertøj og fuld oppakning. Da vi nåede toppen var klokken 23.00 og det eneste hotel var lukket, så vi måtte sove i et skur med tre vægge, så lidt beskyttelse havde vi, men da det var nær ved frysepunktet så pissefrøs vi. Det til trods var det en rigtig fed tur.

 
Det er skægt hvordan dagene udvikler sig i dette mit nye liv som naver. Hvordan tilfældet råder. Den ene dag gik Niels og jeg f.eks. gennem en lille by, hvor det begyndte det at styrtregne. Vi løb ind under et halvtag ved et hus. Manden der ejede huset kom ud og spurgte, om vi ville have en kop kaffe og en kage. Bedst som vi sad der, kom hans ven som viste sig at være turguide i byen. Han havde nøgle til et særligt ”spindletårn” i byen som der ellers ikke var adgang til. Det viste han os og endte med at vise os resten af byen. Vi sov i føromtalte hus, fik mad og endda madpakke med. Sådanne historier har jeg allerede flere af.
 
Mad kan vi tit få gratis hos slagtere og bagere. Flere gange har vi også fået mad på restauranter. Niels kan en lille charmesnak, som han ofte bruger.
 
Starten var hård på trods af de gode oplevelser. Det var svært med det tyske. Tyskerne kan slet ikke engelsk. Ligge lå på hårde gulve blandt hundrede af ukendte navere, savne sin efterladte kæreste, vennerne og familien. Alle har dog været helt vildt flinke, så sammen med min beslutning om i alle tilfælde at holde ud nogle måneder, har det hjulpet meget. Nu har jeg det godt også med tanken om at få besøg af alle hjemmefra tit og ofte.
 
København, Odense, Ribe, Erfurt, Mühlhausen, Helmsdorf, Dingelstadt, Heiligenstadt, Nordhausen Nationalpark og Hainick er nogle af de byer jeg har sovet i ind til videre. Jeg har set ca. dobbelt så mange.
 
Savner jer og håber I har det godt alle sammen
 
Kh. r. frd. zi.