Red Lindegaarden!

I Bondebyen i Lyngby ligger en 4-længet gulkalket, stråtækt gård. Lindegarden har dog hårdt brug for istandsættelse. En Støtteforening er blevet oprettet for at skaffe midler til istandsættelse og transformation af gården til et kultursted for Lyngby og omegns borgere.
19. dec 2011 - Bygningskultur Danmark

 

Lindegaarden.jpg 

Med den pigstensbelagte gårdsplads og det fine lindetræ i gården kan man godt se potentialet for forskellige kulturaktiviteter i dette stemningsfyldte rum. Niels Fridrichsen, der viser os rundt på gården, er medstifter af Støtteforeningen og har masser idéer til hvordan rummet kan udnyttes. "Der er gode muligheder for f.eks. at bruge gårdrummet til teaterforestillinger i stil med Grønnegårdsteatret i Bredgade i København".

I længerne har Lyngby-Taarbæk Kommune, som ejer gården, opbevaret alle mulige ting - alt fra skilte og maskiner til stole og borde. Nogle steder er de gamle opstaldningsbåse fuldstændigt intakte og flere af bjælkerne omkring fodertrugene er slidt bløde og runde af køernes muler.

Lindegaarden2.jpg

"Tanken er at bevare båsene og skabe rammer for et spisested, hvor bl.a. egnsretter og mad fra forskellige kulture kan opleves", siger Nils Friedrichsen.

Lindegaarden er en sammensat størrelse, fordi et kontinuerligt vokseværk har ført til løbende udskiftning af bindingsværk med grundmur. Den oprindelige gård fra 1700-tallet fremstår i dag dobbelt så stor på grund af flere tilbygninger i perioden 1841-1883. På trods af de forskellige byggeperioder fremstår anlægget dog meget homogent og harmonisk - omend noget medtaget.

For at kunne bevare gården for fremtiden og forvandle den til et levende kultursted er Støtteforeningen i gang med at stifte en fond, der kan købe bygningerne af kommunen og derefter søge penge til istandsættelse. For at etablere fonden kræves der en startkapital på 250.000 kr., hvoraf de 200.000 kr. allerede er på plads. For at skaffe penge til at oprette fonden har Støtteforeningen gjort det muligt at blive medlem af KLUB Lindegården eller at blive sponsor for projektet.

Læs mere om projektet og mulighederne for at støtte arbejdet med at redde Lindegaarden på:

www.kulturstedetlindegaarden.dk

 


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget