Realdaia sætter fokus på almene boligområder

Realdania afsætter 100 mio. kr. til en kampagne, der skal sætte fokus på udvikling og opdatering af fællesfaciliteter i almene boligområder.
14. feb 2011 - Realdaia

 

I løbet af efteråret 2011 vil ildsjæle, boligforeninger, boligorganisationer og kommuner blive inviteret til at byde ind med projekter, som kan udvikle de fysiske faciliteter, styrke den sociale sammenhængskraft i de almene bebyggelser og forbedre interaktionen med de omkringliggende forstads- og byområder.

De almene boligorganisationer var for 30 – 40 år siden absolut førende i forhold til at udvikle boligsociale tiltag. Fællesfaciliteter og friarealer afspejler dog ofte det tidspunkt, hvor bebyggelserne er opført og er gennem årene mange steder blevet temmelig slidte og utidssvarende. De mindre butikscentre, der typisk ligger i udkanten af bebyggelserne, har mistet deres oprindelige funktion og fungerer ikke længere som samlingssteder for beboerne. Bebyggelserne ligger som selvstændige enklaver og kan med fordel knyttes bedre sammen med de omkringliggende områder.

”Vi håber med denne kampagne at kunne være med til at skabe en ny udvikling af boligsociale tiltag i de kommende år. Og der er nok at tage fat på. Tiden er mange steder løbet fra beboerfaciliteterne, græsplænerne ligger øde hen, og der er ingen sammenhæng til livet i de omkransende byområder,” siger direktør Hans Peter Svendler, Realdania, og fortsætter: ”Ambitionen er at styrke både beboernes og organisationernes kreative involvering i at skabe sociale drivere og demonstrationsprojekter, hvor der tænkes nyt, hvor der skabes ny dynamik, og hvor den sociale sammenhængskraft styrkes i de almene boligbebyggelser. Vi vil gerne være med til at gøre livet lidt sjovere i de almene bebyggelser til glæde for alle beboerne og os andre som kommer der.”

Med strategisk fokus på social bæredygtighed har Realdania nu indledt et samarbejde med AlmenNet og Boligselskabernes Landsforenings om en kampagne, som skal nytænke de boligsociale faciliteter i almene bebyggelser.

Indhold i kampagne

Kampagnen er i øjeblikket under forberedelse, og hovedtanken er, at man ved at udvikle de fysiske rammer kan skabe bedre mulighed for en positiv udvikling af områdernes kvaliteter og mange uforløste ressourcer, områdernes omdømme og ikke mindst beboernes oplevelse af at bo godt og trygt.

"Med Realdanias store initiativ får vi sat fornyet fokus på et positivt særkende for den almene boligsektor. Nemlig de mange ressourcer, som bevidst bruges på en mangfoldighed af lokaliteter, der understøtter det frivillige fællesskab. Vi ser meget frem til at få realiseret eksempler på nye fysiske rammer og organiseringer, der svarer til nye generationers behov," siger Rolf Andersson, byggedirektør og formand for AlmenNet.

Udbudsrunder

I løbet af de næste fem år igangsætter Realdania to-tre udbudsrunder, hvor kreative beboere og andre kan byde ind med ”den vilde idé”, samtidig med at boligafdelinger, boligorganisationer og kommuner kan søge støtte og medfinansiering til at idéudvikle og realisere større demonstrationsprojekter. Den første udbudsrunde forventes at finde sted i efteråret 2011.

Læs mere hos Realdania


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget