PostDanmark giver sig (lidt) i postkassesag

Den nye postlov der kræver at postkasser skal sættes i skel tager ikke hensyn til de særlige omstændigheder som gør sig gældende ved bevaringsværdige bygninger. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur gjorde i et åbent brev i forsommeren ministeren opmærksom på det uhensigtsmæssige i dette. Dette har medvirket til en opblødning hos PostDanmark, der nu har indsat et afsnit om bevaringsværdige bygninger i deres vejledning.
11. aug 2011 - Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

 

I et åbent brev til Transportminister Hans Christian Schmidt skrev Karen Margrethe Olsen fra Landsforeningen: 

Postlovens bestemmelser er et grelt eksempel på den hensynsløse standardisering, der påføres borgere og miljø uden vurdering af de lokale bevaringsværdige forhold eller respekt for de kvaliteter, der allerede findes på de pågældende steder, og som borgere og kommuner anstrenger sig for at opretholde.  
 

PostDanmark har nu delvist imødekommet Landsforeningen. At en ejendom er bevaringsværdig friholder stadig ikke ejendommen for at opsætte brevkassen ved indgangen til parcellen. Men PostDanmark har nu på sin hjemmesidegjort opmærksom på, at kommunen kan pålægge ejere af bevaringsværdige ejendomme at brevkassen skal have et bestemt udseende/farve/model og evt. være indbygget i mur eller plankeværk.

Kommunen kan stadig ikke på egen hånd give dispensation fra postlovens krav, men PostDanmark har åbnet op for at kommunen kan kontakte dem, så der kan udarbejdes en løsning der både tilgodeser postloven og bevaringsværdigheden.

Landsforeningen opfordrer derfor sine medlemmer til aktivt at påvirke kommuner, facaderåd og bygningskulturelle råd og gøre opmærksom på denne mulighed og samtidig kræve, at den bliver benyttet, hvor det måtte være relevant, så der kan findes fornuftige løsninger mht. placering af postkasserne ved bevaringsværdige huse.

Gå til PostDanmarks vejledning


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget