Penge til restaurering på Gammel Estrup

På Gammel Estrup - Herregårdsmuseet har modtaget 902.500 kr fra Skibsreder Carsten Brebøls almennyttige Fond til restaurering af en række rum på herregårdens første sal. Det skriver Historie-Online.

22. dec 2011 - Historie-Online

 

Restaureringen er en vigtig del af bevaringen af den danske kulturarv, som herregårdsområdet og Gammel Estrup repræsenterer.

Gammel Estrup - Herregårdsmuseet håber at kunne slå dørene op for de nyrestaurerede rum allerede i 2012. Gennem en længere årrække har Gammel Estrup - Herregårdsmuseet arbejdet målrettet på at restaurere herregårdens hovedbygning og udendørsarealer, så de dels fremstår velholdte for museets mange besøgende og dels bevares for eftertiden. Derfor glæder museets direktør Britta Andersen sig over den fornemme håndsrækning fra Skibsreder Carsten Brebøls almennyttige Fond.

”Vi er jo dybt afhængige af støtte udefra, hvis vi skal gennemføre så omfattende et projekt, som det er at restaurere en stor gammel bygning som Gammel Estrup. Derfor er det absolut fantastisk, at Skibsreder Carsten Brebøls almennyttige Fond har valgt at donere pengene til det her store projekt. Og vi glæder os til at komme i gang, så vi forhåbentlig allerede til foråret kan præsentere de smukke nyrestaurerede rum for publikum”, fortæller Britta Andersen.

Restaureringen af de nye rum på første sal skal sammen med en nyformidling fortælle historien om Jørgen greve Scheel og hans hustru Charlotte Louise von Plessen, der ejede Gammel Estrup i midten af 1700- tallet. Her vises deres foretrukne apartement med blandt andet opholdsværelse og soveværelse, hvor de levede deres daglige liv, hvor de iscenesatte sig selv og modtog gæster til te, middag eller små intime selskaber.

”Når vi har gennemført restaureringen og nyformidlingen kommer de besøgende til at kunne træde direkte ind i de prægtige gemakker, der både i håndværk og indretning er en adelsmand værdig. Det giver ikke alene et enestående indblik i datidens boligkultur, men i hele det liv, der blev levet her”, siger Britta Andersen begejstret.

Læs historien hos Historie-Online


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget