På opdagelse i Svendborg med Peter Olesen

I en ny bog går Peter Olesen sammen med børnene Alberte og Julius på byvandring i Svendborg for at beundre arkitektur og bygningskultur. Byen er ifølge Peter Olesen selv en af Danmarks smukkeste.

19. sep 2011 - Mitsvendborg.dk

 

blog-peter-olesen-kig-op.jpg 

Foto: Torben Petersen.

Ideen til en bog om Svendborg opstod da Peter Olesen for et år siden holdt et oplæg i Svendborg Borgerforening om byens arkitektur. Initiativet til bogen blev taget af bibliotekschef Birgitte Karmann Roslev og Jørgen Andersen, tidligere formand for Borgerforeningen, der overtalte Peter Olesen til at lave bogen og også skaffede midlerne til den gennem forskellige sponsorer.

Bogen på 80 sider har godt 180 billeder fra Svendborg og er udformet som en byvandring med børnene Alberte og Julius, fordi det ifølge Peter Olesen giver en god dialig og gør bogen sjovere at skrive. Alle børn i 2. klasse i Svendborg Kommune vil fremover få bogen som gave.

"Efter min dømmekraft, og jeg kender Danmark rigtigt godt, så er Svendborg en af de allersmukkeste byer i Danmark", siger Peter Olesen til Mitsvendborg.dk.

"Når man står nede på havnen, er der et fantastisk kig op til den fine, gamle by med de røde tage og bindingsværkshusene først på havnefronten. Jeg kan næsten ikke komme i tanker om en by, der skulle ligge flottere" siger han.

Bogen koster 99,50,- kroner og kan købes i Svendborg hos Arnold Busck, Troels Boghandel, Bog og Ide, Kulturcafeen, Kvickly Svendborg Storcenter, Føtex, Sydfyns Turistbureau, SAK, Naturama og Svendborg Bibliotek. 


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget