Antallet af bevaringsværdige historiske haver med intakte arkitektoniske, kunstneriske og kulturhistoriske værdier i Danmark er lille, og deres fremtidige overlevelse er alvorligt truet – primært på grund af store driftsudgifter.
Hovedindholdet i Realdanias kampagne for de historiske haver har derfor været at gennemføre og formidle en række demonstrationsprojekter, der kan anvise metoder for bevaring, udvikling og fornyelse af historiske haver i fremtiden
Ni historiske herregårdshaver har deltaget i kampagnen som demonstrationshaver: Bregentved, Clausholm, Engelsholm, Holstenhuus, Knuthenborg, Løvenborg, Sanderumgaard, Søholt og Tirsbæk.
De ni haver har været forskellige af alder, størrelse og stilperiode, og med vidt forskellige udfordringer.
Men fælles for dem alle er, at der nu for hver have er skabt overblik over de bærende bevaringsværdier i form af helhedsplaner – såkaldte ”hundredårsplaner” – og der er skabt bæredygtige forhold for den fremtidige drift gennem de detailprojekter, der er gennemført som led i kampagnen. De kulturhistoriske værdier er således sikret for fremtiden.
Landskabsarkitekterne, entreprenørerne og anlægsgartnerne har nu lagt sidste hånd på de mange omfattende restaureringsarbejder og plejeplaner. Og alle de ni historiske haver er åbnet for publikum, der vil kunne nyde den oplevelse og historie, de restaurerede haver kan byde på.
”Med kampagnen har vi afsøgt nye veje for bevaring og anvist målrettede metoder til pleje og drift”, siger projektleder Christian Andersen, Realdania. ”Vi er glade for at have bidraget til at sikre en række udvalgte haver, men formålet med kampagnen har ikke mindst været, at andre haveejere skal kunne drage nytte af erfaringerne. Vi håber, at mange vil lægge vejen forbi de nyistandsatte herregårdshaver og opleve denne fantastiske del af vores fælles kulturarv”
Til efteråret udgiver Realdania en publikation, hvor erfaringerne fra kampagnen og demonstrationsprojekterne i de ni haver videreformidles.
Læs mere om haverne hos Realdania
