Med udgangspunkt i et ønske om at støtte restaureringsområdet som fagligt satsningsområde, har BYFOs bestyrelse besluttet at oprette et rejselegat til studier i Rom – BYFOs romerske legat
15. jul 2010 - BYFO
Som interesseorganisation for størsteparten af landets private ejere af de fredede bygninger, er bestyrelsen af den opfattelse, at man ved oprettelse og uddeling af legater til dygtige afgængere fra fagområdet arkitektonisk kulturarv på landets to arkitektskoler kan bidrage til at give faget den opmærksomhed, det fortjener. BYFOs bestyrelse finder det væsentligt, at området ikke blot overlades til generalister, men at de arkitekter, der skal rådgive foreningens medlemmer i vedligeholdelse og udvikling af bygningerne fortsat behersker de grundlæggende restaureringsdiscipliner.
Der er tale om op til to årlige legatportioner på hver 15.000 kr.. Legaterne kan ikke søges, men alene opnås ved indstilling fra legatkomiteen, der består af de til enhver tid siddende to professorer for restaureringsuddannelsen ved arkitektskolerne i henholdsvis Århus og København, den til enhver tid siddende kontorchef for området i Kulturarvstyrelsen, en udefra kommende arkitekt med restaureringsfaglig baggrund samt BYFOs formand.
Såfremt der kan findes egnede kandidater, uddeles legatet første gang i forbindelse med afgangsbedømmelserne forårssemesteret 2010.
Del på Facebook