Nyeste tur går til Ringkøbing Fjord

Bygningskultur Danmarks nyeste tur til bilister eller cyklister viser vej til de særpægede men skønne bygninger og det barske landskab omkring Ringkøbing Fjord.
20. aug 2010 - Bygningskultur Danmark

 

Ringkøbingegnen generelt og Holmsland Klit i særdeleshed rummer en meget rig og særpræget bygningskultur, som er kendetegnet at være ret ung og homogen. De tydeligste ”fællesnævnere” er røde mursten, hvidmalede døre, porte og sprossevinduer og halvvalmede stråtage.

Især de markante ”klitgårde” på Holmslands Klit falder i øjnene og signalerer en velstand og standsbevidsthed, som man ikke umiddelbart vil forvente i dette efter danske forhold ekstremt barske miljø, hvor sandflugt, stormflod, havgus og strid vestenvind er faktorer, som man uundgåeligt må forholde sig til.

Holmsland er et ret ungt landskab, som har været, og er, under stadig forandring på grund af materialevandringer langs vestjyllands kyst. Klitten er mod havet forsøgt tæmmet af hjelme, marehalm og andre klitplanter, som i en vis grad dæmper sandflugten. På Klittens østside er gennem århundreder aflejret sedimenter, som har dannet grundlag for de vidstrakte strandenge, som har været forudsætningen for det senere omfattende kvægbrug.

Den første bebyggelse på klitten menes i et spagt omfang at kunne henføres til først i 1500’årene, hvor hele området var krongods, men ingen bygninger fra dengang er bevaret.

Levevilkårene blev mærkbart forbedret fra starten af 1800’tallet, ikke mindst på grund af klitboernes alsidige erhvervsstruktur, hvori skibsfart,  havfiskeri, fjordfiskeri, fåreavl, kvæghold – og strandinger – indgik. Jordbruget gav kun sparsomt udbytte.

Få af de eksisterende klitgårde har bygninger, som kan dateres til før år 1800, og hovedparten er opført omkring midten af 1800’tallet, og de er stort set alle, hvad man kan kalde ”variationer over et tema”.  Bankgården i Husby Klit er den ældste, største og smukkeste, men fælles for dem alle er, at de udgør et enestående smukt og meget synligt bidrag til den danske bygningskultur, ligesom de blytækte granit- eller frådstenskirker i det samme område, dem, som forfatteren Johs. V. Jensen rammende sammenlignede med grågæs i det store strandengslandskab.

Skulle der være nogle, som ikke kender dette landskab og dets bygningskultur, så burde det være et af de første rejsemål!

Gå til turen "Rundt om Ringkøbing"

Gå til alle bygningskulturelle ture


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget