Møllen var i funktion indtil midt i tresserne. Den var fra 1881 og frem til 1981 i privat eje, og leverede foder til områdets landmænd samt mel til det bageri, der opstod i forbindelse med møllen.
I 1982 overgav den daværende ejer Hans Kristiansen møllen til det velfungerende Møllelaug, der i dag står for drift og vedligeholdelse af Kanehøj Mølle. Møllelauget har ca. 100 medlemmer.
Møllen er en selvkrøjende mølle med sejl og vingebrædder på vingerne. Den bruges som arbejdende museum, hvor der fortsat uddannes møllersvende. Det er medlemmer af møllelauget, der uddannes til at vedligeholde og køre møllen, så den holdes i drift.
Møllelauget har et koncept som tilbydes skoler og institutioner hvor der tilbydes en historisk gennemgang af møllen kombineret med konkret at prøve at male korn til mel.
Møllen fremstiller i samarbejde med Borreby Gods specielle meltyper på eksisterende maskiner og kværne i møllen. Disse kværne og sigter er fuldt funktionsdygtige.
Fra 1. april til midt september er møllen åben for besøgende på fastlagte tidspunkter eller efter aftale. Møllelauget iværksætter flere aktiviteter årligt herunder Dansk Mølledag samt diverse rundvisninger for turister og andre interesserede på udvalgte dage.
