Bredalsparken. Foto: Dansk Bygningsarv
Realdania sætter i disse år fokus på landets forstæder, der hidtil har været oversete i forhold til de historiske bykerner eller omdannelsen af ældre industriarealer.
Det er vigtigt at betragte forstaden i et andet lys end den historiske bykerne. Velfærdssamfundets forstad er skabt i en anden tid, på andre præmisser, og de rummer andre kvaliteter. Nye behov for tæthed og blanding af boliger, erhverv og kultur – eksempelvis omkring stationscentre og i boligområder – er en betydelig udfordring i forstaden, der oprindelig er anlagt i opdelte zoner spredt over store arealer. Balance mellem bevaring og udvikling i forstadsområderne må derfor skabes med udgangspunkt i velfærdsforstadens særegne bygningskultur.
”Vi vil gerne rejse en debat, som skal bane vejen for at øge livskvaliteten i forstæderne”, siger Eske Møller, projektleder i Realdania, og fortsætter: ”Hvordan skaber vi udvikling med udgangspunkt i det bedste af forstadens bygningsarv, og hvilke nye muligheder er der for bæredygtig transformation af de eksisterende fysiske rammer?”
Rapporten "Forstadens bygningskultur 1945-89 – På sporet af velfærdsforstadens bevaringsværdier" er tænkt som et opslagsværk, der kan give planlæggere og kommunale beslutningstagere inspiration og overblik over velfærdsforstadens bebyggede strukturer i et bevaringsperspektiv.
Rapporten byder desuden på et atlas over velfærdsforstaden, som dels rummer kort og nøgletal over bygningsmassens aldersmæssige og anvendelsesmæssige sammensætning, og dels fremlægger de forskellige typer af bebyggede strukturer med fokus på arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier.
"Nedslidning, forældelse og ændrede bosætnings- og levemønstre kommer sammen med nye krav til energirenovering og reduktion af biltrafik til at betyde store forandringer i forstæderne de kommende år. Men inden bulldozere og byggekraner transformerer hidtil oversete bygninger eller kvarterer til ukendelighed, er det vigtigt at få overblik over forstadens bygningskulturelle kvaliteter, for det er vores overbevisning, at kendskab til bevaringsværdierne kan bidrage til en vellykket udvikling", uddyber Eske Møller.
Rapporten er gratis og kan rekvireres i trykt form hos Lene Norsbo, ln@bygningsarv.dk, tlf. 33 33 99 10 eller downloades hos Realdania.
