Foto fra Rudkøbing, 2003, Helle Ravn
D en første analyse af parcelhuhaven
Skøjtebane på græsplænen, en rygcrawlende snog i køkkenhaven eller lækre asparges og snapseurter. Det er nogle af de ting, der har været i danske parcelhushaver gennem tiden. For parcelhushaverne er på ingen måder så kedelige, som deres rygte vil vide. Det fortæller bogen ”Gulerødder, græs eller granit” om – og det er første gang, de danske parcelhushavers historier analyseres, på trods af, at der er udkommet hundredevis af havebøger gennem tiden. Den historie og nok så vigtigt de tanker og inspirationer, der ligger bag, fortæller museumsinspektør Helle Ravn nu om.
Modsatte udvikling af storbyen
De 60 års havehistorie fortælles blandt andet konkret i ord og billeder ud fra nogle af de parcelhushaver, som blev besøgt i undersøgelsen. Den fandt sted i Sønderborg, Assens, Rudkøbing og til dels i Viborg samt i Dragørs parcelhuskvarterer. I forvejen har forfatteren sammen med overinspektør Peter Dragsbo beskrevet landbohaver i de samme områder i bogen ”Jeg en gård mig bygge vil, der skal være have til”.
For at undersøge, om der er og var forskelle mellem landbohaver og provinsbyernes haver lå det lige til højre ben at undersøge de samme områders parcelhushaver. Lige så væsentligt var det at sammenligne med en storbyforstad, hvor mange nye parcelhushusejere kom fra lejligheder, og her faldt valget på de store parcelhusområder i Dragør.
Et af bogens resultater er, at man med inspiration i moderne byområder i provinsens haver får faste belægninger, granitskulpturer og –springvand i haverne, går man i storbyen den stik modsatte vej og ønsker natur med fugle, blomstereng og høns i baghaven.
Rigt billedmateriale
Bogen bygger på et meget righoldigt materiale. Ud over interviews og fotografering i haverne, er der affotograferet mange private billeder. Havestof i bladet Familie Journalen og i haveselskabernes blad Haven er gennemgået, der er analyser af en række professionelle haveplaner, af haveoptegnelser, havebøger, TV-udsendelser og som en lidt speciel kilde er der også brugt malerier af parcelhushaver.
Undersøgelsen blev financieret af Kulturarvsstyrelsen, og den er publiceret takket være økonomsk støtte fra Farumgaard-Fonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Lillian og Dan Finks Fond.
Bogen er rigt illustreret med en yderst varieret billedmateriale; den er på 279 sider og koster 350 kr. Bogen forhandles hos boghandlere eller på Øhavsmuseet, som også står for udgivelsen. Bestilling kan ske på po@ohavsmuseet.dk eller tlf. 63516300.
